Personalet slukkede selv ilden: Overophedede bremser giver forsinkelser i togtrafikken

Et Arriva-tog holder stille på Vildbjerg Station, efter en mindre brand torsdag morgen.

Torsdag morgen er togtrafikken ramt af flere forsinkelser, efter at der opstod flammer og røg omkring bremserne på et Arriva-tog. Ingen er kommet til skade.

Toget holder nu på Vildbjerg Station, hvor beredskabet netop har forladt stedet.

- Personalet havde på fornem vis slukket det, da vi kom frem. De var dog i tvivl om det var helt slukket, fortæller indsatsleder ved Brand & Redning Midtvest, Kim Wemmelund.

Han fortæller, at flammerne og røgen opstod, da bremserne blev for varme. Beredskabet hjalp derfor med at køle bremserne helt ned.

- Nu har vi overladt det til at Arriva, hvad der skal ske med toget, der holder på det ene spor på stationen, siger Kim Wemmelund.

Branden har her til morgen givet flere forsinkelser på ruterne mellem Herning og Struer, samt Herning og Aarhus og Vildbjerg og Vejle. Der er indsat togbus mellem Herning og Struer og Vildbjerg og Vejle.

Få et overblik over togtrafikken ved Vildbjerg på Arrivas hjemmeside.

Arriva fortæller til TV MIDTVEST, at der så småt er begyndt at køre tog igennem på det andet spor på Vildbjerg Station igen.

Der vil dog stadig være delaflysninger det meste af dagen, fordi toget holder på spor to og ikke kan flyttes, før Banedanmark når frem og løfter det af skinnerne, så det kan blive transporteret til Struer.