Pavestolte forældre glæder sig til at se søn i Tour de France

Når Tour de France lidt forsinket på lørdag skydes i gang i Nice, bliver det med en regional debutant på cyklen.

Allan og Bente Eg kan nu kalde sig forældre til en Tour de France-deltager.
Allan og Bente Eg kan nu kalde sig forældre til en Tour de France-deltager.
Foto: Caroline Siegumfeldt, TV MIDTVEST

Den 25-årige cykelrytter Niklas Eg fra Kibæk er blevet udtaget til verdens største cykelløb. Og i barndomshjemmet er der tydelig stolthed at spore hos forældrene over, at sønnen fra på lørdag sidder med i årets Tour de France.

-  Det er fedt for ham, men det er også skønt for os som forældre, når vi kan se, at det lykkes, siger far Allan, og mor Bente supplerer:

- Jeg er stolt af min søn, siger hun i et lokale, som er plastret til på væggene med cykeltrøjer og fotos af deres talentfulde barn.

Bjergrytteren fra Kibæk skal køre for det amerikansk-ejede team Trek-Segafredo - og drømmen om en plads i turen er ikke ny.

- Han har altid haft en stærk vilje, så allerede fra han begyndte at klare sig godt som helt ung vidste vi, at det var hans mål, siger Allan Eg.

Far blev hurtigt overhalet

I den lokale cykelklub hænger der også billeder af Niklas Eg, der som 8-årig begyndte at cykle sammen med sin far. Det blev dog ret hurtigt for lille en udfordring for den ene af de to i makkerparret.

- Det var ikke så længe, vi kunne cykle sammen, vil jeg sige. Det kunne jeg ikke følge med til, siger Allan Eg.

Og hovedpersonen selv er da også lykkelig for, at han endelig har nået sit mål om at komme med i Tour de France, selvom han allerede har opnået stor succes i andre prestigefulde løb.

- Det er fedt, det er drengedrømmen og derfor jeg startede med at cykle i sin tid. Det er det ultimative inden for cykelsporten, men jeg skal også lige huske at tage det roligt, siger Niklas Eg til TV MIDTVEST via et videoopkald.

I alt er otte danske ryttere blevet udtaget til at køre til årets Tour De France. Blandt dem thyboen Michael Valgren, som har Bjarne Riis fra Herning som manager på sit hold NTT.

2:14
Den 25-årige cykelrytter Niklas Eg fra Kibæk er udtaget til årets Tour De France. Det bliver hans debut på de franske veje.