Parkinson-patient glæder sig over ny station: - Der er jo ikke nogen grund til at have sygehus, hvis man ikke kan komme hertil

4000 medarbejdere og mange flere patienter og pårørende kan fremover gør brug af tog, hvis man har et ærinde på supersygehuset i Gødstrup.

Selvom supersygehuset i Gødstrup stadig har til gode at blive taget i brug, så er der allerede nu kommet bedre mulighed for at komme dertil. I dag kunne det første tog nemlig gøre stop på den nybyggede Gødstrup Station, som ligger omkring 200 meter fra hospitalets hovedindgang.

Det betyder, at man nu næsten kan blive bragt til døren, hvis man hopper på det tog, der kører på strækningen mellem Holstebro og Herning. Det glæder landsformanden i Parkinsonforeningen Allan Bergholt, der var én af de første, der fik lov til at teste den nye station.

- Jeg synes, det er kanon, at man kan stå af 200 meter fra hovedindgangen. Det er tilgængelighed, må man sige, og der er jo ikke nogen grund til at have sygehus, hvis man ikke kan komme hertil, lyder det fra ham.

Man skal ikke gå mange skridt, fra man tjekker ud med sit rejsekort, til man står ved hospitalets hovedindgang.
Man skal ikke gå mange skridt, fra man tjekker ud med sit rejsekort, til man står ved hospitalets hovedindgang.

Gødstrup Station ligger på jernbanestrækningen mellem Herning og Holstebro. Planen er, at alle passagertog i begge retninger vil standse på stationen, og det vil sige, at toget i myldretiden vil standse to gange i timen i hver retning. I dag- og aftentimerne vil det ske én gang i timen.

Fra Gødstrup Station tager det cirka  fem og et halvt minutter i tog fra Herning, hvor Allan Bergholt er bosiddende. 

- Jeg tror, det er nødvendigt. Der er flere ældre borgere, som ikke har muligheden for at cykle eller tage bilen herud. Så kan man selvfølgelig tage bussen, men når nu skinnerne alligevel er her, så synes jeg, det giver god mening, lyder det fra Allan Bergholt.

Hospitalsdirektør i Hospitalsenheden Vest, Poul Michelsen, lagde selv vejen forbi Gødstrup Station, da den mandag morgen for første gang blev taget i brug.
Hospitalsdirektør i Hospitalsenheden Vest, Poul Michelsen, lagde selv vejen forbi Gødstrup Station, da den mandag morgen for første gang blev taget i brug.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Kommer 4000 medarbejdere til gode

Supersygehuset i Gødstrup kommer til at huse omkring 4000 medarbejdere, når det bliver taget i brug. Undervejs har byggeriet været ramt af flere forsinkelser, men nu glæder hospitalsdirektøren sig over, at der er kommet styr på en afgørende brik i infrastrukturen omkring hospitalet.

- Det er jo endnu en milepæl på vejen mod, at vi får gjort Gødstrup helt klart til patienter, burgere og ansatte, fortæller Poul Michelsen, der er hospitalsdirektør hos Hospitalsenheden Vest.

Tror du, der er nogen, der vil bruge det?

- Det er jo svært at sige noget om, hvordan folks transportmønster bliver, men på en travl hverdag er der 2000-2500 medarbejdere, der møder på arbejde. Dertil kommer et par tusinde patienter, som skal igennem hver dag, så det er en travl fabrik, må man sige, fortæller han.

Supersygehuset i Gødstrup forventes at blive taget i brug i august senere i år.