Ove P. tror på FCM-succes i Europa: - Det er gået op i en højere enhed

Guldet er i Midtjylland, og nu skal der arbejdes mod europæisk succes. Den tror klubbens tidligere træner Ove Pedersen på.

Ove Pedersen var den første træner i FC Midtjylland, efter klbben blev til i 1999.
Ove Pedersen var den første træner i FC Midtjylland, efter klbben blev til i 1999.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Torsdag aften kom forløsningen for FC Midtjylland, da klubben fra Heden på hjemmebane mod forfølgerne fra FC København sikrede sig det danske mesterskab.

På lægterne var ham, der i 1999 blev klubbens første træner efter fusionen, Ove Pedersen. Det er en mand, der har været med i utallige år i dansk fodbold, og han har derfor set det meste. Alligevel har hans optimisme og tro på, at FC Midtjylland nu endelig kan opnå succes uden for landets grænser – i europæisk fodbold.

- Det er først her efter jul, at jeg er blevet optimist. Ikke omkring Danmarksmesterskabet, det har jeg troet på hele tiden – men det er første gang, at jeg er optimistisk omkring, at vi kan klare os i Europa, fordi spillerne har taget så store skridt her i foråret, forklarer Ove Pedersen om grunden til optimismen.

De store skridt blev vist mod FC København i torsdagens kamp, hvor hele holdet viste format ved at vende 0-1 til en overbevisende sejr på 3-1 takket være mål af Sory Kaba på straffespark, Anders Dreyer med et fabelagtigt langskud og sidst sømmet i kisten til slutresultatet af Awer Mabil.

- Det er en super optur. For mig at se er det hold, der spiller mod FCK det stærkeste hold, vi nogensinde har haft. Det er det efter mine øjne, og jeg måler med internationale øjne. Nu skal vi så først ud og bevise det, siger Ove Pedersen, der lige nu har titlen Vice Sports Director i FCM.

”Det er gået op i en højere enhed

Den rutinerede træner, som er æresmedlem i FC Midtjylland, hæfter sig især ved to ting, som han mener er afgørende for, at ulvene nu kan opnå succes i Europa.

Det første er spillestilen.

- De lægger et højt pres, og alle spillere er gode i det fremadrettede pres. Det starter helt fra toppen, hvor de tre forreste arbejder stenhårdt. Jeg vil sige, at selv vores midterforsvar, som er så stærkt, er gode til at bryde fremme i banen, og det er vores centrale midtbane også. Jeg synes, at det er gået op i en højere enhed med det hold, der er blevet sat, analyseres der.

For det andet er det spillernes alder. For når de generelt er unge, betyder det, at de stadig kan udvikle sig.

- Man skal også kigge på dåbsattesten. Nu sagde Ståle Solbakken (FCK-træner, red.) at de har et ungt hold, som skal vinde guld til næste år. Men vi har et lige så ungt hold, som dem, siger Ove Pedersen.

Ove Pedersen stod i sin tid i spidsen for FC Midtjylland fra 1999 og tre sæsoner frem. I den første sæson rykkede klubben op til Superligaen, og de efterfølgende to sæsoner blev det til henholdsvis en fjerdeplads og en tredjeplads.

5:19
TV MIDTVEST fangede Ove Pedersen, efter FC Midtjylland torsdag aften sikrede sig mesterskabet.