Ordkrig mellem chefredaktør og FC Midtjylland

Chefredaktør i Holstebro kalder Matthew Benhams engagement i FC Midtjylland for "noget svineri". Det fik FCMs kommunikationsdirektør til tasterne.

Peter Kjeldbjerg, chefredaktør på Dagbladet Holstebro-Struer
Peter Kjeldbjerg, chefredaktør på Dagbladet Holstebro-Struer

Chefredaktøren på Dagbladet Holstebro Struer, Peter Kjeldbjerg, er formentlig ikke den mest populære mand hos de danske fodboldmestre fra FC Midtjylland i øjeblikket.

Årsagen er en leder, som Kjeldbjerg har skrevet om økonomien i den lokale håndboldklub Team Tvis Holstebro.

Klubben har netop meddelt, at den er tvunget til at skære kraftigt i kvindeholdets budget. Det fik chefredaktøren til at filosofere over situationen i FC Midtjylland, som ejes af den engelske rigmand Matthew Benham - et engagement som Kjeldbjerg omtalte som "noget svineri".

- Tag nu FC Midtjylland. Måske er det ikke fair at sammenligne de to størrelser, men her har vi en klub, hvor en million kroner er noget, man uden at ryste på hænderne brænder af henover grønsværen på under en uge. Hele 64 millioner stod der med rødt under fodboldklubbens regnskab sidste år.

Takket være en enkelt engelsk rigmand, som af uransagelige årsager har valgt at kaste uhyrlige summer efter en ambition om at skabe et europæisk tophold. Noget svineri, ja. Men det virker. Verden er bare uretfærdig. For man kan forledes til at mene, at forskellen på, om man kan levere sportslig underholdning på absolut topniveau eller ej er, om man har en velgører eller flere, der, uden smålig skelen til økonomiske resultater, vælger at investere millioner og atter millioner i at få sportslig succes, skrev Kjeldbjerg blandt andet.

 Takket være en enkelt engelsk rigmand, som af uransagelige årsager har valgt at kaste uhyrlige summer efter et en ambition om at skabe et europæisk tophold. Noget svineri, ja. Men det virker

Lederen fik FC Midtjyllands afgående kommunikationsdirektør Hans Krabbe til tasterne. I et læserbrev i dagbladet under overskriften "ivrig redaktør blander æbler og pærer" undrer Krabbe sig over, at redaktøren har følt sig kaldet til at levere en "umotiveret og underlig bredside" mod FCM.

Hans Krabbe skriver blandt andet:

- Hvorfor skal det i øvrigt gøres til noget odiøst, at en mand har lyst til at bruge 100 mio. af sine egne kroner på at købe en sportsvirksomhed og i samme ombæring sikrer 150 arbejdspladser i landsdelen? Herunder de ansatte i FCM Håndbold.

Det er vel lige så tankevækkende, at de største nordvestjyske virksomheder og institutioner, der med et fingerknips kunne sikre kvindehåndbolden i TTH, IKKE melder sig på banen?

Chefredaktøren tøver ikke med at kalde Matthew Benhams projekt for »Noget svineri.« Det er en ret stærk formulering.

Det var vel de færreste af de 11.535 tilskuere til mesterskabskampen i foråret, der stod tilbage med den fornemmelse?

På et udsolgt MCH Arena kommer op mod halvdelen af tilskuerne fra Nordvestjylland. Dermed placerer FCM sig solidt som den største tilskuermagnet i Dagbladets dækningsområde.

I FCM er vi stolte over takket være Matthew Benham at være den stærkeste identitetsskabende, stolthedsskabende og sammenhængsskabende faktor i den vestlige del af Region Midtjylland.

Det synes vi faktisk ikke er noget svineri...

Se Peter Kjeldbjergs leder her

Og se Hans Krabbes svar her