Opdateret: Treårig uden for livsfare

En lille dreng blev voldsomt forbrændt, da han sad fast i en autostol i en brændende bil ved Aulum. (Arkivfoto)

Blaa Blink, ulykke.jpg

Opdateret lørdag kl.14.15: Den treårige dreng, der fredag blev fløjet til Rigshospitalet med svære forbrændinger er uden for livsfare. Det oplyser vagtchef Sune Espersen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

En køretur på en mark endte fredag aften i et mareridt da en treårig dreng blev spærret inde i en brændende bil.

Ulykken skete ved 19-tiden ved Aulum mellem Holstebro og Herning. Her var en 33-årig mand ude at køre tur på en mark med sine tre børn - to sønner på tre og ni år samt en femårig datter.

- På et tidspunkt kommer der røg i bilens kabine, og faren stopper op, siger Anders Olesen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau

Faren gav børnene besked på at komme ud af bilen og løb selv efter vand til at slukke branden.

- Da han kommer tilbage er de to største børn kommet ud, men den yngste er stadig i bilen, hvor han sidder fastspændt i en autostol, fortæller Anders Olesen.

Faren fik hevet den lille dreng ud af bilen og slog alarm. Drengen er blev voldsomt forbrændt og blev fløjet til Rigshospitalet, som har en særlig afdeling til behandling af brandsår.

/ritzau/