Opdateret: Spøgelsesbilist standset på Holstebromotorvejen

Politiet har nu fået sat en stopper for den spøgelsesbilist, der kørte på Holstebromotorvejen.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi har nu fået standset den spøgelsesbilist, der kørte i den forkerte retning på motorvejen mellem Holstebro og Herning. Det oplyser politiet på det sociale medie, Twitter. 

Omkring klokken 17.30 fortalte politiet, at de forsøgte at få stoppet en bilist, der kørte mod Holstebro i sporet, der fører til Herning. 

Ganske kort tid efter lykkedes det. Ifølge et øjenvidne var der tale om en ældre, metalblå bil, som politiet havde omringet med fire patruljebiler.

- Det var en frisk, ældre herre, som godt var klar over, at han var kommet galt i byen, fortæller vagtchef Ole Vanghøj. 

Manden blev standset syd for afkørslen ved landsbyen Tvis. Der skete ifølge politiets tweet ingen uheld som følge af spøgelsesbilistens kørsel, men bilisten kan forvente en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven.