OPDATERET: Falck-reddere kører igen som normalt

Flere steder i landet er Falck-reddere gået i strejke efter stor utilfredshed med ny overenskomst.

falcksygetransportudsnit.jpg
Foto: Falck

OPDATERING:
TV MIDVEST erfarer, at Falck-redderne i Herning netop har meddelt ledelsen, at der fra klokken 12 igen køres som normalt. Medarbejderne afventer nu resultatet af forhandlingerne med ledelsen. Kollegaerne mødes igen mandag morgen.
 

Falck-reddere på flere stationer i Region Sjælland og Region Midtjylland har nedlagt arbejdet.

Det sker efter stor utilfredshed med den nye LO-overenskomst, der blev vedtaget for godt en uge siden. Ligesom både slagteri- og stilladsarbejdere stemte Falcks redningskorps nej til aftalen, men da flertallet af medlemmerne i LO stemte ja, blev den alligevel vedtaget.

Falcks tillidsfolk har i løbet af denne uge været i dialog med ledelsen om forbedringer af de dele, som der har været utilfredshed med. Det har dog ikke løst konflikten, og ledelsens seneste udmelding har fået medarbejderne til at nedlægge arbejdet. Det oplyser tillidsmand Jørgen Knudsen til TV ØST.

Borgerne vil dog ikke komme til at mangle hjælp i akutte situationer. Et nødberedskab vil blive etableret over hele landet. Det betyder, at alle akutte og livsvigtige funktioner såsom ambulancekørsel, brandvæsen og redningsarbejde stadig vil blive håndteret, ligesom kørsel til dialyse, kemo- og strålebehandling også vil blive gennemført.

Det er i stedet opgaver som sygetransport og assistance til biler, der vil blive ramt.