Opdateret kl. 20:26
Det har tidligere fremgået af artiklen, at branden opstod hos Herning Svæveflyveklub. Det er ikke tilfældet. Branden opstod på et motorflyveværksted, som er ejet af et privat firma.
Opdateret klokken 13.48
Slukningsarbejdet på stedet er overstået og branden er slukket. Politiet mistænker en elektrisk kortslutning for at være årsag til branden.
Omkring klokken 9.20 opstod der en større brand i en lagerhal og et værksted på flyvepladsen sydøst for Sunds, hvor Herning Svæveflyveklub holder til.
Branden opstod i et motorflyveværksted, som tilhører et privat firma. I værkstedet var der flere trykflasker, som gjorde, at brandvæsnet måtte slukke branden udefra. Der har ikke været fare for mennesker eller fly under branden, der nu er under afvikling.
- Det er en farlig situation, for der er en del trykflasker og tromler med forskellige olier, som allerede ved vores ankomst sprænger, og vi har simpelthen ikke styr på, hvor de står, og derfor er vi nødt til at blive på behørig afstand og slukke branden udefra, siger indsatsleder Peter Kristensen hos Brand & Redning Midtvest.
I forbindelse med en brand på Herning Flyveplads, har vi via flere medier opfordret borgerne i Sunds til at undgå røgen og lukke døre og vinduer. Slukningsarbejdet er i gang, og der driver ikke længere røg ind over Sunds. Døre og vinduer kan derfor igen åbnes. #politidk
— MV-Jyllands Politi (@MVJPoliti) 2. april 2019
Branden udviklede kraftig røg, og derfor bad politiet indtil klokken halv elleve borgere i Sunds og omegn om at undgå røgen og søge indenfor og lukke vinduer og døre.
- Vinden er i nordvest, og derfor skal borgere i den sydøstlige del af Sunds være opmærksom på røgen, sagde vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, René Pagh tidligere på formiddagen.
Hele 35 brandfolk fra tre stationer hjalp til med at nedkæmpe flammerne, og brandvæsnet arbejder nu på efterslukningen.
Flyvepladsen ligger på Skinderholmvej 25. Foruden svæveflyveklubben har også faldskærmsklubben Dropzone Denmark hjemme ved flyvepladsen.