Omfattende skattesag er i gang

Torsdag morgen gik grundlovsforhøret i gang i sagen hvor en tidligere bankdirektør fra Brande er tiltalt for groft skattesvig for 9 millioner kroner.

Ny_ret_i_Herning_0.jpg

Det er en meget omfattende sag, der her til morgen gik i gang ved Retten i Herning. Anklageren mødte op med en sækkevogn pakket med seks flyttekasser med sagens papirer. Og det er en sag som politiet har efterforsket siden december 2011.

Den tiltalte er en 69-årig tidligere bankdirektør. Han har været 43 år i bankverdenen - heraf 35 år som bankdirektør, for blandt andre Aktivbanken i Brande.

Proforma-adresse i Malaysia

Den 69-årige mand er tiltalt for at have fusket med sin ratepension, som han har undladt at betale skat af.

Han lavede en proforma-adresse i Kota Kinabalu på Borneo i Malaysia, men han har ikke opfyldt reglerne for, hvor meget man skal være væk fra Danmark for at slippe for at betale skat.

Holdt avis i Brande

Anklageren har i dag i retten forsøgt at bevise, at adressen var proforma. Blandt andet er det kommet frem, at sigtede holdt avis i Brande. Han har ligeledes gået til læge, tandlæge og på jagt i Brande.

Den sigtede mener dog, at han har opholdt sig længe nok væk fra Danmark til ikke at skulle betale skat.