Officielt: Janssen til FCM

Tim Janssen skifter nedrykkerne fra Esbjerg ud med FC Midtjylland.

Rygterne har svirret længe, men i dag blev det officielt. Fra næste sæson spiller hollandske Tim Janssen for FC Midtjylland.

Den 25-årige angriber kommer fra nedrykkerne Esbjerg FB, hvor hans seneste sæson har været præget af skader og manglende spilletid. Alligevel lykkedes det Tim Janssen at nette otte gange i Superligaen.

- Jeg ser frem til igen at få gang i min udvikling, og til dette er FC Midtjylland det helt rette sted. Alt omkring klubben er professionelt, og der er stor fokus på netop udvikling af spillerne. Det seneste års tid i Esbjerg gik ikke min vej, men jeg har meget mere i mig, og jeg glæder mig til at vise det for FCM's fans, siger Tim Janssen i en pressemeddelelse.

Den spiller vi har manglet

Efter salget af Frank Kristensen til Randers FC, har FC Midtjylland været skidt besat i angrebet. Men det mener sportsdirektør Jens Ørgaard der nu er rettet op på.

- Tim Janssen er den type angriber, vi har manglet det seneste halve år. Han lever sine kampe i feltet og gør ondt på et forsvar med sin hovedstødsstyrke. Men uanset om indlæggene kommer langs dansegulvet eller oppe i 2. sals højde, er vi sikret en mand, der tager duellerne derinde, hvor målene bliver scoret, siger Jens Ørgaard.

Tim Janssen har skrevet en 3-et-halvt-årig kontrakt med Ulvene.