Odense Håndbold henter smal sejr over Herning-Ikast

Jan Pytlicks hold kom op på tre sejre af tre mulige i HTH Ligaen, da holdet vandt med to mål i Ikast.

Tydelig skuffelse ved Herning-Ikast Håndbold.
Tydelig skuffelse ved Herning-Ikast Håndbold.
Foto: ANITA GRAVERSEN / Ritzau Scanpix

Odense Håndbold fortsatte onsdag aften sin gode sæsonstart i HTH Ligaen.

På udebane vandt cheftræner Jan Pytlicks mandskab med 18-16 over godt kæmpende Herning-Ikast Håndbold, det tidligere FCM Håndbold.

Odense Håndbold vandt begge halvlege med 9-8 i den scoringsfattige kamp, hvor der var spænding frem til kampens afsluttende minutter.

Herning-Ikast Håndbolds Helene Gigstad Fauske blev kampens topscorer med syv mål, mens gæsternes Mette Tranborg lavede seks mål.

Odense Håndbold vandt i anden runde af ligaen hjemme over København Håndbold, som efter tre kampe vandt DM-guldet foran det fynske hold i sidste sæson.

Jan Pytlicks hold har vundet alle tre ligakampe hidtil i denne sæson og har seks point.

Herning-Ikast Håndbold har to point.

Også Silkeborg-Voel KFUM har seks point efter en sejr på 29-23 hjemme over Ajax København, der er uden point.

Aarhus United vandt 21-18 ude over EH Aalborg, mens Ringkøbing Håndbold tabte 20-27 hjemme til TTH Holstebro.