Nyt udstyr til Gødstrup: Scanner til 10 millioner kroner hejst op af kran og klemt gennem væg

Det nye hospital i Gødstrup er ved at blive fyldt op med udstyr, og i dag kom den første MR-scanner på plads.

Den nye MR-scanner på hospitalet i Gødstrup måttes hejses ind ved hjælp af en kran.
Den nye MR-scanner på hospitalet i Gødstrup måttes hejses ind ved hjælp af en kran.
Foto: Louise Harkjær Møller / TV MIDTVEST

Det lyder måske simpelt nok at flytte en scanner på plads, men når den er godt to meter høj, vejer over seks tons og samtidig koster omkring ti millioner kroner, så kræver det en vis præcision.

Derfor var nerverne uden på tøjet, da det nye regionshospital i Gødstrup i dag fik leveret den første af to nye MR-scannere.

- Man skal ikke lige tabe den. Så har man en dårlig dag som kranfører i hvert fald, griner David Alberg Peters, der er projektleder og medicoingeniør ved Indkøb & Medicoteknik i Region Midtjylland.

MR-scanneren bruger en stor magnet til at sende radiobølger ind i kroppen, som så sender et radiosignal tilbage, der kan omdannes til et billede via en computer. Men magneten fra den nye MR-scanner i Gødstrup er alt for stor til at blive kørt ned ad hospitalsgangene, og derfor blev den af en kran løftet ind gennem et hul i væggen.

Magneten til MR-scanneren er for stor til at blive fragtet via hospitalsgangene, og derfor måtte den ind gennem et hul i væggen.
Magneten til MR-scanneren er for stor til at blive fragtet via hospitalsgangene, og derfor måtte den ind gennem et hul i væggen.
Foto: Louise Harkjær Møller / TV MIDTVEST

Snart er scanneren klar til patienter

Selv om scanneren egentlig er stor nok i sig selv, så repræsenterer den noget endnu større for projektleder David Alberg Peters.

- Det er en milepæl for os at få MR-scanneren ind. I starten er et hospital bare en bygning, men med tiden bliver det et rigtigt hospital, og det betyder meget, når vi begynder at få udstyret ind, siger han.

Det er kun selve magneten til MR-scanneren, der måtte hjælpes på plads ved hjælp af en kran. Resten af delene til scanneren ankommer i almindelige kasser, og de ansatte glæder sig til at kunne samle det hele og komme i gang med at scanne de første patienter.

- Det kribler i fingrene for at få lov at komme i gang med at bruge det. Det giver en følelse af fremdrift, at vi nu kan få en MR-scanner ind på hospitalet, og når magneterne er installeret, så kan vi træne på apparaturet, og så må vi snart begynde at få patienter ind herude, siger overradiograf Rikke Grøftehave Nielsen fra røntgenafdelingen ved Hospitalsenhed Vest.

Hospitalsbyggeriet er blevet udskudt flere gange, og derfor betyder det ekstra meget for hende, at målstregen nu er i syne.

- Det er en stor dag, for nu bliver det virkeligt, at vi skal til at flytte. Vi har ventet i flere år efterhånden, og det gør dagen i dag endnu mere spændende, siger hun.

Der er indkøbt to af de nye MR-scannere til hospitalet i Gødstrup.

Det er planen, at hospitalet skal være klar til at tage imod de første patienter i efteråret 2021.