To nye ingeniøruddannelser skal hjælpe virksomheder

Vindmølleindustrien hungrer efter nye talenter og forsøger med sommercamp at bejle til de udenlandske studerende. Også Aarhus Universitet er i fuld gang med at starte to nye ingeniøruddannelser i Herning.

På Aarhus Universitet kender de alt til virksomhedernes udfordringer med at finde kvalificeret arbejdskraft. Derfor er de også på vej med to nye ingerniøruddannelser i Herning. En linje for maskiningeniører og en som elektrisk energiteknologi. Målet er i første omgang at få 50 studerende på de to linjer, der begynder næste sommer. 

quoteVi gør det for at imødekomme virksomhedernes behov og tiltrække mange flere ingeniørstuderende.

Björn Andresen, Ingeniørdocent, Aarhus Universitet

- Problemet er, at vores studerende i Aarhus har en tendens til at blive der efter endt uddannelse, men vi har mange store virksomheder i Herning og Ringkøbing-området, som mangler arbejdskraft, så vi prøver at dække noget af deres behov ved at rykke uddannelsen tættere på dem, siger Björn Andresen, der er Ingeniørdocent på Aarhus Universitet.

Sommercamp skal skaffe udenlandske studerende

I disse dage er 50 ingeniørstuderende samlet til den årlige sommerskole Wind Power Summer School i Videbæk. Sommerskolen er populær og arrangeret i et tæt samarbejde mellem Aarhus Universitet, Vestas og Siemens-Gamesa. Halvdelen af deltagerne er udenlandske studerende, som vindindustrien forsøger at bejle til, for at imødekomme de midt- og vestjyske virksomheders mangel på ingeniører. 

- Fremskrivninger viser, at vi kommer til at mangle 10-15.000 ingeniører om ganske få år i Danmark, så derfor er det også vigtigt at kunne tiltrække udenlandske ingeniører, lyder det fra Per Hessellund Lauritsen, der er Offshore Research Manager ved Siemens-Gamesa i Brande. 

Han hilser de to nye uddannelser i Herning særdeles velkommen. Især vindmølleindustrien hungrer nemlig efter nye talenter, når der også i fremtiden skal satses massivt på vedvarende energi. Med sommercampen gør Siemens-Gamesa alt, hvad de kan, for at nogle af de studerende finder vej ind i virksomheden. 

- Vi skal kunne give dem en god oplevelse i løbet af ugen. Og hvis vi så inden for det næste år kan ansætte en seks-syv stykker inden for det næste år, så har det bestemt været en succes, siger Per Hessellund Lauritsen.

Vindmølleindustrien hungrer efter nye talenter. For også i fremtiden bliver der brug for nye og mange hænder i branchen. Derfor er vindmølle-virksomhederne lige nu på jagt blandt internationale ingeniørtalenter, der er samlet til summercamp i Laugesens Have i Videbæk.

Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Uddannelse.