Ny undergrundsscene i Herning: Plads til punk og metal

En ny undergrundsscene er åbet i Herning i byens gamle postterminal.

Lukas Graham er en af de kunstnere, der selv har slået sine folder på undergrundsscener.
Lukas Graham er en af de kunstnere, der selv har slået sine folder på undergrundsscener.
Foto: Helle Arensbak / Ritzau Scanpix

En ny undergrundsscene er åbnet i Herning. Det kan måske blive en rugekasse for fremtidige stjerner. Det skriver P4 Midt og Vest.

- Det er en sindssyg vigtig scene, siger Pelle Peter Jensen, der er radiovært og jurymedlem af Karrierekanonen, som spotter nye musiske talenter til DR P4 Midt & Vest.

De større scener tør sjældent give plads til ny, alternativ og original musik.

- Der er desværre bare ikke så mange steder for alternativ musik i Danmark, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Lukas Graham, MØ og Volbeat - Danmarks tre største internationale musiknavne har én ting til fælles: De er alle begyndt karrieren på små, lokale undergrunds-musikscener, hvor spirende talenter får chancen. Ligesom det nye spillested Klub74 i Herning.

- For 15 år siden spillede Volbeat for 14 mennesker på det spillested, jeg havde dengang, siger Allan Guldborg, der har været med til at starte Klub74 op.

Væk med hitlisterne

- Det er ikke nødvendigvis det, der sælger mest på hitlisterne. Det er rå aggression og ærlige følelser. Og dem er der ikke altid plads til, siger Amir Rehman, der er er kulturiværksætter i Herning, til DR P4 Midt & Vest.

Herning kan måske gøre dét, som Fyn har gjort for MØ og Christiania har gjort for Lukas Graham, siger Pelle Peter Jensen.

- Man kan sagtens komme fra provinsen og blive til noget kæmpestort. Men det kræver, at du får en hjælpende hånd, og at der er et sted, hvor du kan få lov at dyrke din passion, din interesse og din musik, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Alex Ferlini, der er trommeslager, kan næsten ikke understrege nok, hvor vigtige undergrundsscenerne er.

- Når man kommer til en by som Herning, der ikke har så meget af den slags alternativ kultur, så er det noget, der samler rødderne og rødinderne fra byen og oplandet.

Derfor ville han ønske, at de mere etablerede spillesteder ville tage flere chancer.

- Musik er først og fremmest fællesskab. Uden små spillesteder, så er der ingen musik og ikke rigtig noget fællesskab, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Du kan læse mere om den nye Klub74 i Herning og deres kommende arrangementer på deres Facebook-side

I juli blev børn præsenteret for den musikalske verden til musikcamp på Musikskolen i Holstebro. Det kan du ser mere om her:

2:06
Børn bliver introduceret til musikkens forunderlige verden.