Ny tøjbutik til den moderne mand: Champagne, personlig betjening og perfekt pasform

En ny tøjbutik med et anderledes koncept til mænd er nu åbnet i Herning.

Det må gerne tage tid, og det må gerne være en særlig oplevelse.

Sådan lyder paradigmet i et ny butikskoncept i Herning, der vil sælge skræddersyet tøj til mænd. 

- Jeg har en god fornemmelse, og jeg synes med de bookninger, vi har, at vi er blevet taget rigtig godt imod, siger Marcel Valbjørn, der er medindehaver af Sjölin, der åbnede dørene 6. januar på Bredgade i Herning. 

Butikken sælger herretøj i den pænere ende af skalaen til hverdag og fest. Samtidig med at man kan få et skræddersyet et jakkesæt eller en skjorte, så byder butikken også på noget nyt, når det kommer til mænd og tøjshopping. 

Oplevelsen skal også være god og behøver ikke været overstået i en fart. 

- Jeg vil gerne lidt tilbage til det der i Matador, hvor man virkelig, virkelig får servicen tilbage. Hvor kunden ikke bare bliver et nummer, sige Marcel Valbjörn.

quoteOverordnet passer det ind i en trend, der handler om tilpasning til den enkelte.

Anja Bisgaard Gaede, trendekspert, Silkeborg

Derfor bliver kunderne budt på champagne, imens de udvælger stof fra butikkens mere end 100 metervarer. 

- Hvis det for eksempel er et hold drenge, der skal kigge på tøj til et bryllup, så ringer vi efter pizza, og får en aften ud af det.

- Optakten til et bryllup er også en stor del af det, og vi vil virkelig gøre vores til at gøre det specielt, siger indehaveren. 

Forretningen kommer til at skulle være åben på skæve tider, så Marcel Valbjørn vil stå til rådighed, når det passer kunden bedst og ikke kun i faste åbningstider, fortæller han.
Forretningen kommer til at skulle være åben på skæve tider, så Marcel Valbjørn vil stå til rådighed, når det passer kunden bedst og ikke kun i faste åbningstider, fortæller han.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Moderne mænd vil også have tøj der passer

Sjölin er allerede et etableret koncept. Butikken i Herning bliver 16 i kæden. Og det giver faktisk god mening med en butik, der fokuserer lige så meget på at levere en kvalitetsoplevelse, som at levere kvalitetsprodukter. 

Det mener trendekspert Anja Bisgaard Gaede, der har forsket i trends og til dagligt leve af at rådgive om trends hos virksomheden SPOTT i Silkeborg. 

- Mænd er blevet mere modebevidste forbrugere, og de vil også gerne have noget der passer perfekt, og mænd vil også gerne have en god oplevelse med at købe det, siger hun.

Derudover rammer butikken flere andre trends, som i øjeblikket er med til at flytte forbrugsmønstre. 

- Overordnet passer det ind i en trend, der handler om tilpasning til den enkelte, siger Anja Bisgaard Gaede.

Butikken er indrettet som showroom. Det må gerne tage tid at vælge det rigtige, siger Marcel Valbjørn.
Butikken er indrettet som showroom. Det må gerne tage tid at vælge det rigtige, siger Marcel Valbjørn.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

- Det handler om pasform, som både mænd og kvinder har problemer med. Der er flere, der er utilpasse med modebranchens pasformer, end der er kunder som er glade for den, siger hun.

- Der er også et bæredygtighedselement i det. Et enkelt stykke skræddersyet tøj er ikke lige så stort et forbrugsproblem, som de store kollektioner i mange størrelser, der ender med at ligge på store lagre. 

I butikken i Herning har Marcel Valbjørn allerede booket en del kunder i kalenderen de kommende uger, fortæller han.  

- Mændene er ved at komme bedre med. Vi er stadigvæk en lille smule efter kvinderne, men vi ved at komme efter det. Vi vil også gerne skille os ud på en positiv måde, siger Marcel Valbjørn.