Skønhedsskolen

Ny skole garanterer job efter uddannelse: Det er verdens bedste

En ny prestigefyldt kosmetologuddannelse starter snart op i Herning.

Verdens bedste uddannelse.

Sådan beskriver Karina Lehmann selv sin nye kosmetologskole i Herning. 

Skolen åbner den 16. januar næste år og har den særlige CIDESCO-certificering. 

- Jeg har sat barren så højt som muligt. CIDESCO er det største indenfor æstetik i verden, så på den måde er jeg sikker på, at mine elever får det, de regner med, fortæller Karina Lehmann. 

Hun er selv CIDESCO-uddannet har godt 30 års erfaring som kosmetolog. Erfaring hun nu vil til at dele ud af. 

 - Der er en kæmpe mangel i branchen - mangel på ordentligt uddannede kosmetologer, forklarer Karina Lehmann.

100 procent jobsikkerhed

Indtil skolen starter op i januar er det kun i København, man kan blive CIDESCO-certificeret kosmetolog, hvis det skal være på dansk grund. 

Så der er tale om et prestigeprojekt, der også vækker opsigt i branchen. 

For både klinikker og leverandører står allerede i kø, for at starte samarbejde med Karina Lehmann. 

- Da jeg annoncerede åbningen af skolen, var der måske 10 klinikker, der skrev, de gerne ville have en elev eller to, så vi begyndte også at kontakte klinikker og leverandører, for at høre om de havde interesse i vores projekt, fortæller Karina Lehmann. 

Ud af det er kommet en garanti, de fleste nok ville tage imod.

- Vi har lavet en liste over, hvem der gerne vil ansætte herfra, så man er garanteret et godt job med den her uddannelse, forklarer kosmetologen. 

Verdens bedste uddannelse

Indtil videre er der seks elever, der kan gå og glæde sig til et arbejde.

De skal dog lige igennem 18 måneders uddannelse først.

- Vi starter med tredages uger, så for at leve op til vores garanti om 1500 undervisningstimer, strækker det første hold sig over 18 måneder, fortæller Karina Lehmann.

Målet er dog at komme op på femdags undervisningsuger, men det kan først blive til sommer.

Til august kigger SU-styrelsen nemlig forbi, for at afgøre om uddannelsen skal være SU-berettiget. 

For det første hold, der har korte uger, kan det dog være attraktivt med lidt arbejde ved siden af. "Verdens bedste uddannelse", er nemlig selvfinansieret.

- Det koster 100.000 kroner, men det er også den bedste uddannelse, der findes i verden, lyder det fra Karina Lehmann. 

Utålmodig

Skolen er døbt DinKosmetologskole og har to hudplejelærer tilknyttet. Derudover vil to læger stå for fag som anatomi og fysiologi. 

Også ernæringslærer skal tilknyttes. 

Det er med andre ord omfattende og måske også mere end Karina Lehmann havde troet og håbet.

- Jeg tænkte lidt, det ville være klar på tre måneder, men det har taget tre år og tålmodighed er ikke ligefrem mit mellemnavn. Men det har faktisk lært mig en masse, og nu er jeg spændt på at komme i gang. 

Der er plads til 20 elever på hvert hold. Seks er tilmeldt det første.