Det har været en hård kamp at skaffe en hovedsponsor til fodboldklubben FC Midtjylland. Men nu er det lykkedes, i hvert fald for en stund. Nordea træder til de næste to måneder. Det fortæller aoh.dk
- Det er rigtig godt for klubben, at en af vores trofaste samarbejdspartnere bakker op om os med sådan et sponsorat, siger Claus Steinlein, ordførende direktør i FC Midtjylland, til aoh.dk
Siden sommerpausen har sponsorpladsen på FC Midtjyllands sorte trøjer været ledig. Spar stoppede som hovedsponsor inden ferien, og siden er det ikke lykkedes at finde en permanent sponsor.
- Det har længe været vores plan at brække vores hovedsponsorat op i mindre stykker i den kommende tid, og det var Nordea og Hans Henrik Okstrøm (områdedirektør, red.) heldigvis interesseret i, siger Claus Steinlein til aoh.dk
De nye trøjer med sponsor får debut allerede i fredag aftens kamp mod Aab.