Nu bliver 65.000 skraldespande uddelt i Herning Kommune - sådan skal du sortere

I Herning Kommune blev de i denne uge klar til at udlevere 65.000 skraldespande. Borgere skal affaldssortere mere for at leve op til regeringens krav.

1:42

I Herning Kommune er de i gang med at uddele 65.000 skraldespande til husstandene. Kommunen skal nemlig til at affaldssortere mere for at leve op til de nye krav udstedt af regeringen.

Hver husstand får to nye beholdere, med to rum i hver, hvor de skal sortere deres daglige affald.

- Der bliver to rum til rest- og madaffald. Der bliver et rum til papir og pap, og det sidste rum er til metal, plast og mad-kartonner. De får altså plads til at kunne sortere deres affald i syv fraktioner, siger Karen Marie Frost, der er afdelingsleder i Genbrug og Affald i Herning Kommune.

Med de nye affaldssorteringskrav skal borgere inddele deres affald i i alt ti fraktioner, som kommunen kalder det. De sidste tre fraktioner, skal de aflevere på enten genbrugspladsen eller i containere.

Der er dog en enkelt fraktion, som kommunen ikke har fundet en løsning på endnu.

- Vi mangler tekstilaffald, og så har vi en løsning til alle ti kategorier. Det afleverer mange til genbrug, og det vil vi anbefale, at folk fortsætter med, indtil vi har fundet en løsning, fortæller afdelingslederen.

Borgerne skal betale 300 kroner mere om året

Med den nye affaldsordning bliver det også dyrere for den enkelte husstand at komme af med dens affald. 

- Den almindelig husstands pris med to de beholdere vil stige cirka 300 kroner om året, og der er beholderne ikke med i prisen. Dem har vi sparet op til, så i andre kommuner bliver det endnu dyrere, siger Karen Marie Frost.

Men prisstigningen og de nye sorteringsregler tages ikke lige godt imod af alle herningensere.

- Vi er jo nødt til at sortere affaldet nu. Det bestemmer de oppe på kommunen, men nu får vi se, om jeg putter det i de rigtige rum, siger Hans Meinved.

- Jeg synes, det er fint, at vi skal sortere. 300 kroner er jo ikke meget om året, når man tænker på, at det gavner miljøet. Det er ikke noget problem for mig i hvert fald, fortæller Knud-Erik Madsen.

Skraldespandene har stået tæt pakket, men denne uge begyndte uddelingen.
Skraldespandene har stået tæt pakket, men denne uge begyndte uddelingen.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

I Herning har de ikke været vant til at sortere affald i sådan en grad, som de skal nu, men kommunen har tiltro til borgerne og har gjort en indsats for at ændre deres vaner.

- Mange går op i affaldssortering, og vi er begyndte i august at komme ud på skolerne, hvor vi lærer børnene, hvordan og hvorfor vi affaldssorterer. Så hvis forældrene ikke kan finde ud af det, så kan de spørge deres børn, siger Karen Marie Frost.

I hver beholder får en husstand også udleveret en guide til affaldssortering, samt en lille skraldespand med poser, der kan bruges til madaffald i køkkenet, så sorteringen allerede begynder der.