Nicolai var tæt på selvmord - men så begyndte han at skrive

Nicolai Clausen fra Herning var indlagt på psykiatrisk hospital. En bog med digte blev hans redning.

2:30
En tidligere cykelrytter fra Herning har skrevet en bog om at være i identitetskrise. Det har hjulpet ham videre.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

I flere år har 22-årige Nikolai Clausen fra Herning haft meget svært ved at finde ud af hvem han var – han kalder det selv en identitetskrise.

Undervejs var krisen så stor, at han blev indlagt på psykiatrisk hospital. Men nu har han fundet en løsning på det hele; han har skrevet en bog med digte og tanker fra den svære rejse, og det har hjulpet.

- Jeg er blevet en del klogere på mig selv og hvordan mit hoved fungerer, siger Nicolai Clausen. 

Egentlig var den store passion og drøm cykling, men for seks år siden led drømmen et alvorligt knæk. I henholdsvis 2015 og 2016 mistede han to gode kammerater – de blev begge kørt ned på cykel. Han blev bange, og så begyndte nedturen.

- Det sætter sig i en, når tætte kammerater lige pludselig ikke er her mere. Og frygten for at det kunne være mig næste gang, det rammer mig, siger Nicolai og fortsætter: 

- Når man hele sit liv har været kendt som cykelrytter, så er det svært, når man stopper med at cykle. Så mister man lidt sin identitet, og dermed måske lidt sig selv, fordi man ikke ved hvem man egentlig er, siger Nicolai Clausen om sig selv. 

Cykling var hele Nicolais liv, indtil han mistede to kammerater på landevejen.
Cykling var hele Nicolais liv, indtil han mistede to kammerater på landevejen.
Foto: Karl Erik Lørup

Det endte med en indlæggelse på psykiatrisk hospital i fire uger for Nicolai Clausen. Den værste periode i den unge mands liv. 

- Jeg havde tanker og planer om ikke at være her mere. Så er man langt ude og det er altså svært at se sig selv ud af, når man er der, siger Nicolai, der lige skal tænke sig en ekstra gang om, inden han fortsætter: 

- Det er en hård tanke at kæmpe med ideen om at køre ind i et træ med bilen. Heldigvis gjorde jeg det aldrig. Jeg nåede at få stoppet mig selv og de svære tanker. Men det er en kamp, det er det, siger Nicolai Clausen. 

Det er nu fire år siden og han er kommet videre. Men ikke helt i mål, så løsningen blev ord og bogstaver. Nicolai ville skrive en bog.

- Det startede lidt med corona, hvor alt det sociale blev taget fra mig. Så begyndte jeg at tænke på at skrive en bog. Jeg har egentlig aldrig været en skrivehaj, men det hjælper dig med, at få tingene ned på skrift. Du får det flyttet fra det flyvende og abstrakte i hovedet og ned på papir, siger Nicolai Clausen.  

Tankerne ud af hovedet

Den 22-årige herningenser kontaktede et forlag i Videbæk, der straks var med på idéen. Det har nu manifisteret sig i 108 sider med tanker og overvejelser fra en ung mands sind.

- Bogen har gjort mig bedre til at gribe mine tanker og få styr på det. 

Hvad kan andre lære af dig? 

- Andre kan måske lære, at man ikke skal være så bange for at tage en chance og prøve noget af. Hvis ikke jeg havde prøvet at skrive den her bog, så havde jeg måske ikke fået styr på mine tanker. Og måske, hvis folk læser bogen, så kan de spejle sig lidt i mine tanker. Så jeg håber da det kan give lidt tankevirksomhed til andre også, siger Nicolai Clausen. 

Jette Clausen
Foto: Karl Erik Lørup

Og ærligheden sætter de stor pris på hos forlaget, især hos medejeren - hun er nemlig Nicolais mor.

- Det er ham, der har grebet bolden og spillet den videre. Det kan man da kun være stolt af, siger Jette Clausen. 

Efter en lang proces, megen tvivl og det store spørgsmål , hvem er jeg, har Nicolai nu fundet sin nye plads i livet. Han cykler hver dag, men kun for at komme på arbejde hos Leman, hvor han er speditørelev.

- Nu er jeg Nicolai, nu er jeg den rigtige Nicolai. Nu kan jeg få lov til at mærke efter mig selv, om det er det Nicolai vil, og om de ting jeg gør er noget, jeg har lyst til. Men man kan altid lære nyt om sig selv, og det sker hele tiden. Hvornår jeg så skal ud at cykle igen, det ved jeg ikke. Når lysten kommer, slutter Nicolai Clausen med et smil. 

IMG_6658