Netsvindel koster internet-firma tusindvis af kroner

Organiseret svindel med stjålne Dankort-oplysninger rammer hårdt i internet-butik

Internet-butikken Goshopping.dk er hårdt ramt af svindel med stjålne dankortoplysninger
Internet-butikken Goshopping.dk er hårdt ramt af svindel med stjålne dankortoplysninger

Kreditkort-svindlere har alt for let spil i internetbutikker. Det oplever blandt andre Goshopping.dk fra Gødstrup ved Herning.

De seneste to år har internet-virksomheden mistet varer for op mod en halv million kroner til kreative svindlere.

De bruger stjålne Dankort-oplysninger til at købe dyre køkkenmaskiner og hårde hvidevarer, som bliver afsendt fra Goshoppings lager i Gøstrup.

Fremgangsmåden frustrerer virksomhedens direktør Kasper Witt, som nu vil have gjort noget.

- I og med vi ikke føler der bliver gjort den store indsats andre steder fra, har vi været nødt til selv at blive lidt klogere på, hvordan svindlerne opererer, siger direktøren.

Derfor har firmaet hyret et privat sikkerhedsfirma til at opspore svindlerne, som formentlig er organiserede og befinder sig i udlandet.

- Vi har i samarbejde med dem sat en sporingsenhed i en af pakkerne fra virksomheden. På den måde håber vi at kunne finde frem til, hvem de stjålne varer havner hos, fortæller Kasper Witt.

Det er med en blanding af både vrede og afmagt, den Herning-baserede internet-virksomhed nu selv tager affære. Samtidig er den økonomiske belastning blevet så stor, fordi Goshopping.dk hæfter for det beløb, som der er blevet sendt varer ud for.

- Vi vil hellere bruge vores ressourcer på en god kundeservice og sælge nogle flere varer til reelle kunder, frem for at bruge krudt på at tjekke svindel-ordrer, konstaterer direktøren.

Ansvaret ligger dog, ifølge virksomheden, også hos Nets, som tidligere på året meldte ud, at en ny og mere sikker betalingsløsning var på vej. Nemlig en SMS-kode til kortholderens telefon, som skal bekræfte køberens identitet. Men den løsning lader vente på sig.

Alt imens taber Goshopping.dk tusindvis af kroner hver dag, når bl.a. kaffemaskiner til 15.000 kroner stykket, forsvinder i svindlernes hænder.

- Vi ser positivt på at noget er på vej. Men vi vil gerne se noget der fungerer, inden vi begynder at juble, slutter direktøren.