Nederlag til FCM i Polen

Legia Warszawa tilførte FCM det tredje nederlag i træk i Europa League. Fortsat fin FCM-chance for avancement.

FC Midtjylland.jpg

FC Midtjylland tabte torsdag aften for tredje gang i træk i Europa Leagues gruppespil, da det danske mesterhold blev slået 1-0 på udebane af Legia Warszawa.

Til trods for serien af nederlag så har midtjyderne fine chancer for at spille sig frem til forårets 1/16-finaler.

Det kræver sandsynligvis en sejr om to uger på hjemmebane over Club Brugge, men uafgjort kan vise sig at være nok.

FCM-træner Jess Thorups mandskab skal dog løfte niveauet, hvis det skal lykkes at nå knockoutfasen, for det var ikke kønt i den isnende kulde i Warzawa.

FCM-spillerne havde det generelt svært i den polske hovedstad, hvor flere var længe om at finde sig til rette.

Det var noget nær umuligt for profilen Pione Sisto at holde fast i bolden, og der var meget lidt sammenhængende midtjysk spil. Legia var en anelse bedre, men værterne var heller ikke gode.

Polakkerne tog føringen kort før pausen på et fremragende hovedstød fra Aleksandar Prijovic, der satte bolden op i målhjørnet til 1-0. Prijovic trak et par meter bagud - væk fra sin oppasser Kian Hansen - og pandede den flot i mål.

På samme tidspunkt ømmede Morten "Duncan" Rasmussen sig uden for banen efter et uheldigt fald, og angriberen blev efterfølgende udskiftet med to-meter-manden Paul Onuachu.

FCM fik et par gange i første halvleg truet hjemmeholdets mål. Det blev til et par gode skudforsøg fra Jakob Poulsen og Pione Sisto, men begge spillere ramte forbi mål.

Derudover havde midterforsvareren Erik Sviatchenko nogle fine hovedstødschancer, men hver gang sprang bolden over målrammen.

Der var lidt mere snert over de danske angreb efter pausen, hvor FCM intensiverede jagten for en udligning.

Pione Sisto blev ofret til fordel for Awer Mabil, der viste sig lidt bedre frem og kom til et par muligheder, der med mere kvalitet var gået i mål.

Med 20 minutter til slutfløjt satsede Jess Thorup fra bænken, da han sendte Martin Pusic ind ved siden af Paol Onuachu i det midtjyske angreb.

Onuachu blev aldrig sat i scene, og det samme gjorde sig gældende for Pusic. I stedet var de polske værter i overtiden tæt på at øge føringen, men de danske gæster slap med skrækken.

Napoli vandt på udebane 1-0 over Club Brugge. Italienerne topper gruppe D med 15 point foran FCM med seks point. Club Brugge og Legia Warszawa har hver fire point.

Club Brugge kommer på besøg i Herning om to uger i gruppespillets sidste spillerunde.

/ritzau/