Naturplejere mangler stadig at få løn for 2019 - nu har par været tvunget til at sælge deres bil

Forestil dig, at du ikke fik penge for det job, du udførte. Sådan er realiteten for nogle af naturplejerne, som passer naturen for staten - flere af dem mangler fortsat betaling for deres arbejde i 2019.

Naturplejere Christian Hindhede og Sirid Kaatmann har kun fået 12 procent af deres løn siden 2018.
Naturplejere Christian Hindhede og Sirid Kaatmann har kun fået 12 procent af deres løn siden 2018.
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

Sirid Kaatmann og Christian Hindhedes kvæg fra Herning passer naturen for staten. Et job, som parret skal have løn for.

Men siden 2018 har de kun fået 12 procent af deres løn - så nu har de været nødt til at sælge deres bil for at få penge til dagen og vejen.

 - Det tænker jeg ikke, at der var så mange, der kunne overleve. Og det kan vores lille firma heller ikke, siger Sirid Kaatmann.

Hun fortæller, at de har 200.000 kroner til gode ved Landbrugsstyrelsen, og Sirid Kaatmann er ikke den eneste naturplejer, som står uden løn.

I februar stod naturplejer Nina Svanborg frem i TV MIDTVEST, for hun og hendes heste arbejdede også uden løn. Staten skyldte hende 30.000 kroner, som hun skulle have haft i december.

- Jeg har også prøvet at være lønmodtager, der får man jo sine penge lige så snart man har udført sit arbejde. Det er jo nemt og dejligt, men sådan fungerer det ikke her, sagde Nina Svanborg fra Bøvlingbjerg dengang.

1:41
Til stor frustration er der op til et halvt års ventetid på at få løn udbetalt, når man er naturplejer. Du kan se indslaget fra februar her.

Minister lovede bod og bedring

Da det kom frem, at flere naturplejere ikke fik deres løn til tiden, lovede miljø- og fødevareminister Mogens Jensen fra Socialdemokratiet, at de ville få deres løn hurtigst muligt.

Men nu er der gået fire måneder, og naturplejernes lønninger kommer stadig ikke til tiden.

- Det berører mig naturligvis dybt, at naturplejerne kommer i klemme. Heldigvis har de fleste naturplejere nu fået udbetalt deres tilgodehavender, men det er selvfølgelig en ringe trøst for dem, der endnu ikke har fået deres penge, skriver Mogens Jensen i en mail til TV MIDTVEST.

Men det giver naturplejer Sirid Kaatmann ikke meget for.

-  Jeg tænker, at det svarer lidt til som hvis de danske pensionister ikke fik deres løn, fordi statens IT fejlede, siger hun.

Bøvl med Landbrugsstyrelsens IT-system

Pengene til naturplejerne kommer fra EU, men bliver udbetalt af Landbrugsstyrelsen.

De har bøvl med deres IT-system, og det er altså derfor, at mange naturplejere ikke har fået deres løn.

- Nogen har fået en foreløbig udbetaling på grundbetalingen. Den varierer på 25 til 80 procent af det, de skulle have. Men rigtig mange, har ikke fået støtte overhovedet, fortæller Niels Buch, der er teamleder for Planter og Miljø i Vestjysk Landboforening.

Han fortæller også, at banken i flere tilfælde har lukket bedrifter, fordi naturplejerne ikke har fået deres penge.

Landbrugsstyrelsen beklager forsinkelsen og forventer, at alle tilskud er udbetalt senest 30. juni 2020.

2:16