Naboer råber op: Vil ikke have et højhus på 78 meter i baghaven

Herning Kommune vil opføre et højhus på sygehusgrunden i Herning, men det er naboerne trætte af.

Benny Thisted er nabo til sygehusgrunden. Han frygter at få et højhus i baghaven.
Benny Thisted er nabo til sygehusgrunden. Han frygter at få et højhus i baghaven.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

78 meter er alt for meget.

Sådan har fem naboer til sygehusgrunden i Herning det, efter planerne for sygehusgrunden i Herning er blevet lagt frem.

Her er et højhus på 25 etager en del af byudviklingsprojektet Herning+.

- Først syntes vi, det var spændende, at der skete en udvikling her i området. Der var det femten etager, og det var fint nok for de fleste. Men så kom der pludselig ti etager ovenpå, og det virker meget voldsomt, at der kommer sådan en mastodont i et villakvarter, siger Bjarne Fonnesbech, der er nabo til projektet.

Sådan ser højhuset ud i planerne.
Sådan ser højhuset ud i planerne.
Foto: Illustration: Herning Kommune og KPC

Gener for naboerne

Beboerne frygter, at det bliver problematisk at have så høj en nabo. Men kommunen har i forbindelse med lokalplanen undersøgt forskellige gener ved tårnet. Det fortæller næstenformanden i byplansudvalget, Jørn Vedel Eriksen.

- Hvis jeg boede ved siden af i et parcelhus, så ville jeg nok være interesseret i, om de kunne kigge direkte ind på min seng eller min stue. Men det kan man ikke. Der er selvfølgelig blik ned i deres have og ved deres indgangsparti, fortæller han.

Han håber, højhuset bliver et trækplaster for hele området.

- Hvis det skal være et vartegn for Herning, så skal det være højere end de andre højhuse, og så skal vi op i for eksempel 25 etager, siger han.

For højt

Det fjerner dog ikke bekymringen hos naboerne.

- Vi har intet imod den udvikling, der kommer derovre. Det kan kun være rigtigt godt for Herning. Men vi synes, at de strammer den lige en tand ekstra ved at ville have ti etager ekstra på, siger naboen Benny Thisted.

Projektet bliver sendt i offentlig høring i starten af marts. Det er udviklings- og entreprenørselskabet KPC der skal opføre tårnet, og de forventer at kunne gå i gang med projektet næste år.

2:11
Se indslaget om naboerne her.