Motorvejsskilte leder mod Herning

Vejdirektoratet bytter skilte rundt på motorvej fra Aarhus mod Herning

Motorvejsskilt Herning
Foto: TV 2 Østjylland

Bilister der bruger motorvejen fra Aarhus mod vest, bliver fremover vejledt om at de er på vej til Herning i stedet for Silkeborg.

Vejdirektoratet har valgt at udskifte alle skilte med Herning i stedet for Silkeborg. Det skriver dr.dk.

Ombytningen af skilte er, ifølge Vejdirektoratet, normal praksis når endestationen for motorvejen ændrer sig.  

Det er netop tilfældet efter sidste etape af motorvejen, strækningen mellem Funder og Haarup, åbnede midt i september i år.

Silkeborgs borgmester, Steen Vindum, undrer sig dog over ændringerne.

- Det er mærkeligt, at der kun står Herning. Jeg tror faktisk, at nogen bliver lidt forvirrede over det, siger borgmesteren til dr.dk

Derfor har Silkeborg Kommune kontaktet Vejdirektoratet, i håbet om at byen igen kan få sit navn på motorvejsskiltene.

Det vil, ifølge Steen Vindum, give en langt bedre service. Især over for turister og andre der ikke er kendt i området, og måske ikke ved hvor Silkeborg befinder sig på landkortet.