Morten tog til Belgien for at hente storskærm til fodboldhungrende vildbjerggensere

Takket være lokale kræfter får den fodboldglade by Vildbjerg mulighed for at se Danmarks EM-kampe på en 15 kvadratmeter stor skærm.

2:10
I aften begynder EM i fodbold, og i hele Midt- og Vestjylland er folk ved at gøre sig klar til en måneds fodboldfest.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Hvad gør man, når man gerne vil samle byen om fodbold på storskærm, men hylderne er rippet for alt over 100 tommer?

Man kunne eksempelvis tage turen den 1.000 kilometer lange tur til Belgien og spænde en 15 kvadratmeter storskærm på trailerkrogen den anden vej. 

Det er i hvert fald, hvad Morten Fyrstenborg fra Timring nær Vildbjerg har gjort. 

I weekenden kørte han sammen med Birthe Luckmann fra Vildbjerg Handelsforening til Belgien for at hente en storskærm til byen, så de fodboldhungrende vildbjerggensere kan få stillet den værste fodboldsult. 

- Markedet er fuldstændigt støvsuget, men det vigtigste var at løse opgaven, lyder det fra Morten Fyrstenborg, der er vant til at arbejde med elektronik og skærme, da han til hverdag er freelancefotograf blandt andet for TV MIDTVEST.

Når Danmark lørdag møder Finland klokken 18 kan byens borgere samles om hans storskærm. Handelsforeningen har nemlig lejet den specifikt til lejligheden.  

- Når hele Vildbjerg vil se fodbold, og Vildbjerg Cup bliver aflyst, er vi nødt til at gøre noget andet, forklarer Birthe Luckmann. 

- Jeg interesserer mig egentlig ikke så meget for fodbold, men Vildbjerg er en fodboldby, så selvfølgelig bakker jeg op, lyder det fra Morten Fyrstenborg, der ejer skærmen. 

Samme syn på sagen finder man hos Birthe Luckmann:

- Jeg ved ikke en bjælde om fodbold, men jeg synes, det er fedt, at vi som land står sammen. Vi er et lille land, der kan meget, ligeså vel som Vildbjerg er en lille by, der kan meget. 

Gjort klar i ugens løb

Traileren med den store skærm ankom natten til tirsdag. 

- Den var faktisk ikke helt færdig, da vi fik den, forklarer den nye storskærmsejer. 

Derfor har han sammen med nogle kammerater brugt et par nætter på at få styr på det sidste inden lørdagens kamp. 

- Vi er ikke helt færdige, men vi skal nok nå det, understreger han. 

Ud over at kurere de værste fodboldfestsabstinenser er håbet, at storskærmen kan trække flere af byens borgere til centrum og dermed sparke gang i et coronaprøvet forretningsliv. 

- Vi er stolte af vores butikker og vil gerne beholde dem. Derfor er vi nødt til at gøre noget, siger Birthe Luckmann.  

Arrangementet bliver finansieret af et mindre tilskud fra detailpuljen i Herning Kommune. Derudover har flere lokale butikker også valgt at skyde penge i arrangementet. 

Arrangementet er gratis, men man skal kunne vise gyldigt coronapas for at deltage. 

- Det kan kun lykkes, fordi Morten (Fyrstenborg, red.) køber en vogn, vi kan leje til en fornuftig pris, og fordi vi har nogle butikker, der støtter op, forklarer hun.

Foruden fodbold vil byens hotel stå for øl til halsen og tarteletter til maven.