Minister på hjemmebane: Mogens Jensen vil have landmænd med på den grønne vogn

Mogens Jensen er på charmeoffensiv hos landbruget. I aften på hjemmebanen i Herning, hvor han skulle lokke 120 landmænd med på den grønne omstilling.

mogens_jensen_paa_tur.jpg
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

En af regeringens største udfordringer lige nu er at få lavet en klimaplan.

De har vedtaget at reducere Co2-udledningen med 70 procent på 10 år, og derfor er de også nødt til at få landbruget med ombord på den grønne omstilling.

Så for tiden er fødevarernes minister Mogens Jensen på charmetur, og i aften var han nået til hjemmebanen i Herning.

Danmark skal være foregangsland

Men som socialdemokratisk fødevareminister, der skal få de midt- og vestjyske landmænd med på regeringens grønne tanker, er hjemmebanefordelen måske knapt så stor

- Jeg kommer jo også til at høre om problemerne og kritikken, der måtte være af forskellige ting, lød det mandag aften fra bagsædet af ministerbilen.

Men selvtilliden - den er alligevel i top forud for aftenens møde med 120 landmænd.

- Vi skal nå vores klimamål, og så må vi sætte os sammen og finde ud af, hvordan vi gør det. Og det tror jeg også, dansk landbrug vil gøre efter bedste evne, siger fødevareminister, Mogens Jensen.

Dyrevelfærd, stikpiller og ministerros

En af dem, der skal overbevises, er Robert Lynge Andersen. Og det bliver faktisk ikke svært.

- Vi er klar, og vi vil gerne være et foregangsland, og det skal ikke være landbruget, der er skyld i, at vi ikke er et foregangsland, siger Robert Lynge Andersen, der er landmand i Gudum ved Lemvig.

Til gengæld trænger andre - og mindre grønne - bekymringer sig på.

- Mogens Jensen taler meget om dyrevelfærd, og det synes jeg jo, vi har godt styr på i de danske svinestalde. Så spørgsmålet er jo, om vi kan nå hinanden og til enighed om dyrevelfærd, lyder det fra landmanden.

I alt en timer bølgede debatten frem og tilbage mellem landbrug og lovgiver. Og det lader til, at begge parter forlod Herning lidt klogere på hinanden.

- Jeg synes, han klarede det godt. Og alle kan jo godt lide at høre, at få lidt ros undervejs og høre, at man gør det godt. Og så får vi lige et par stikpiller undervejs, sagde Robert Lynge Andersen efter mødet med ministeren.

- Og så skete der jo også det, at der også kom et par rosende ord til ministeren, og det er jeg selvfølgelig også glad for sådan en aften, sluttede Mogens Jensen.

2:25
Se indslaget om mødet mellem minister og landmænd her.