Minister: Fitnessinstruktører skal ikke trækkes i efterløn

Beskæftigelsesminister vil ændre regler for frivillige der arbejder i fitnesscentre

Inge Precht fra Sunds skal kunne arbejde som frivillig fitness-instruktør uden at blive trukket i efterløn
Inge Precht fra Sunds skal kunne arbejde som frivillig fitness-instruktør uden at blive trukket i efterløn

Frivillige skal have lov til at arbejde som instruktører i et fitness-center, uden at blive trukket i efterløn eller dagpenge. 

Det siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, bl.a. på baggrund af en sag fra Sunds, hvor 62-årige Inge Precht i to år hjalp medlemmer i det lokale foreningsfitness-center.

Inge Precht arbejde to timer om ugen uden at få løn, bortset fra en T-shirt og en mindre julegave.

Fagforeningens A-kasse mente Inge Precht på den baggrund skulle have fradrag i efterlønnen, og det blev bakket op af Ankestyrelsen.

- Jeg synes ikke det er rimeligt at jeg blev trukket i løn for et stykke frivilligt arbejde. Derfor valgte jeg at stoppe, har Inge Precht tidligere fortalt til TV MIDTVEST.

Siden er flere frivillige stået frem med lignende sager og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger nu, at ankestyrelsen har været for nidkær i sin afgørelse.

- Vi bliver nødt til at lave et serviceeftersyn af reglerne her til foråret, siger ministeren til TV2 Fyn.

DGI er også gået ind i sagen, og vil have ankestyrelsens afgørelse prøvet ved en domstol.

- Ankestyrelsen mener ikke der er tale om en almennyttig forening, fordi det er foreningsfitness. Det er en helt skør beslutning. Derfor har vi valgt at rejse en sag mod dem, siger DGIs formand Søren Møller.

Beskæftigelsesministeren mødes nu med DGI samtidig med at politikerne på Christiansborg skal finde en løsning på problemet.

- Vi må se om vi ikke kan blive enige om en mere lempelig tilgang til det her spørgsmål, siger Troels Lund Poulsen til TV 2 Fyn.