Minister advarer mod ny læreruddannelse i Herning: Det kan resultere i lukninger af lokale læreruddannelser

Folketinget skal tage stilling til et forslag om at lave en ny og privat læreruddannelse i Herning. Men allerede ingen første behandling advarer uddannelsesministeren om ideen.

I morgen skal Folketinget 1. behandle forslaget om en ny og privat læreruddannelse i Herning. Uddannelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen, bakker ikke op om forlaget.
I morgen skal Folketinget 1. behandle forslaget om en ny og privat læreruddannelse i Herning. Uddannelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen, bakker ikke op om forlaget.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Risikoen ved at åben en ny læreruddannelse i Herning er, at læreruddannelserne i blandt andet Skive, Nørre Nissum, Silkeborg og Holstebro må lukke. Det mener i hvert fald uddannelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen.

I morgen, torsdag den 28. januar, skal Folketinget 1. behandle et forslag som en række partier kom med lige inden jul. Forslaget er at etablere en ny og privat læreruddannelse i Herning.

- En placering i Herning vil få alvorlige konsekvenser for de omkringliggende læreruddannelser, som risikerer at blive udhulet og i sidste ende lukke. De kæmper i forvejen med faldende ungdomsårgange og deraf lavere søgning, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Hun understreger, at regeringen ikke kan tilslutte sig forslaget. I stedet vil den fokusere på at udvikle de eksisterende læreruddannelser.

- Regeringen synes ikke, det er hensigtsmæssigt at oprette videregående uddannelser, som er offentligt finansierede, men som står uden for almindelig styring, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Opbakning til VIA og lokale borgmestre

Uddannelsesministeren bakker dermed de lokale borgmestre og uddannelsesinstitutionen VIA University College op.

- I det øjeblik man laver en konkurrerende læreruddannelse, som der nu er lagt op til i Herning, så er der en reel risiko for, at der ikke længere vil være grundlag for de læreruddannelser, vi allerede har i forvejen, sagde Jørgen Nørby, der er Venstre-politiker og næstformand hos VIA University College til TV MIDTVEST i sidste uge.

VIA har i årevis kæmpet for at fastholde et grundlag for elever på læreruddannelser i mindre danske byer som Skive, Nørre Nissum og Holstebro. Mange årgange består kun af omkring halvt så mange studerende, som der er plads til.

På Christiansborg har Herning-politiker Kristian Jensen fra Venstre været en af de bærende kræfter til forslaget om en ny læreruddannelse i Herning. Han forstår ikke ministerens frygt.

- Sagen er jo, at vi kan se, at den frie uddannelse i Ollerup tiltrækker elever langvejs fra. Der er flere fra København end fra Fyn. Det giver os en tro på, at en fri læreruddannelse i Herning vil kunne tiltrække elever fra et stort område. På den måde tror vi på, at vi kan tiltrække flere til faget. Og på den måde kan vi over tid også fastholde flere i områder, hvor vi ellers kan se, der kan blive mangel på lærere, siger Kristian Jensen til TV MIDTVEST i dag.