Midtjyske håndboldkvinder slår Randers og øger i toppen

FC Midtjylland topper alene kvindernes bedste håndboldrække efter en udesejr over Randers HK.

20170703-160237-a-1000x672we.jpg
Foto: Morten Stricker/Scanpix

FC Midtjylland spillede sig tirsdag alene i spidsen af kvindernes bedste håndboldrække.
    
Det skete med en udesejr over Randers HK, der blev besejret 22-20, efter at der kom spænding i opgøret i anden halvleg.
    
FCM topper dermed ligaen med 14 point for ni kampe foran København Håndbold, der har 12 point for en kamp færre ligesom Esbjergs håndboldkvinder på tredjepladsen.
    
Midtjyderne lå og balancerede mellem en føring på to og tre mål efter det første kvarter, og det blev 9-6 til gæsterne, da Helene Fauske scorede på et straffekast efter 17 minutter.
    
Sabine Pedersen øgede yderligere til 10-6, og så blev der kaldt til timeout af hjemmeholdet.
    
Veronica Kristiansen tog det store slæb med seks scoringer i indledningen og syv i halvlegen, mens Sabine Pedersen tog lidt over og også bragte FCM foran 13-7 otte minutter før pausen.
    
Et par mål til begge mandskaber gav topholdet en komfortabel pauseføring på 15-9, og der var nok at snakke om i hjemmeholdets omklædningsrum, hvis man skulle etablere et comeback i opgøret.
    
Det lykkedes for Randers, som også scorede anden halvlegs første mål efter næsten fire minutter, og efter 42 minutter havde Randers reduceret til 13-17.
    
Der var pludselig tæthed og spænding ved 17-19, og hjemmeholdets Daniela Gustin reducerede også til 18-20.
    
Efter en timeout reducerede Randers til 19-20, og det hele endte som et særdeles tæt opgør i slutfasen, hvor Randers misbrugte oplagte chancer, mens gæsterne lykkedes med at score kampens sidste mål og sikre sejren.
    
/ritzau/