Michael Rasmussen indrømmer dopingmisbrug

Michael Rasmussen har torsdag indrømmet et omfattende dopingmisbrug i en periode på 12 år. Han indstiller samtidig sin aktive karriere med øjeblikkelig virkning.

310113_kyllingmode2.jpg

På et pressemøde hos Christina Watches-Onfone torsdag eftermiddag indrømmede Michael Rasmussen at have brugt præstationsfremmende midler i perioden 1998-2010.

- Jeg har snydt, løjet, ført folk bag lyset og bedraget andre atleter. Nu er jeg klar til at tage min straf, sagde en berørt Michael Rasmussen på pressemødet

38-årige Michael Rasmussen meddelte samtidig, at han indstiller sin aktive cykelkarriere med øjeblikkelig virkning.

Vil samarbejde med dopingmyndigheder

Michael Rasmussen fortalte på pressemødet, at hans baggrund for at gå til erkendelse er, at han nu vil gå forrest i kampen for at bekæmpe doping.

- Jeg ønsker at få ryddet op i cykelsporten og få løst et meget alvorligt problem.

Han vil nu samarbejde med Anti-Doping Danmark og WADA samt hollandske og amerikanske dopingmyndigheder. Til dem vil han fortælle alt, hvad han har oplevet, og med hvem han har oplevet det.

Christina Watches-Onfone gjorde det på pressemødet klart, at holdet ønsker Michael Rasmussen tilbage i en rolle som sportschef, når han har udstået den straf, der nu venter ham.