Meningsmåling: Kristian Jensen dumper som ny Venstre-formand

Vælgerne vil hellere have Søren Gade og Inger Støjberg som topfigur i Venstre

Kristian Jensen er ikke vælgernes favorit til at overtage formandsposten i Venstre
Kristian Jensen er ikke vælgernes favorit til at overtage formandsposten i Venstre

Udenrigsminister Kristian Jensen fra Lind ved Herning er ikke vælgernes favorit til at overtage jobbet som formand for Venstre, når Lars Løkke Rasmussen forlader posten.

De borgerlige vælgere foretrækker nemlig Søren Gade eller Inger Støjberg fremfor den nuværende næstformand, Kristian Jensen. Det fremgår af en meningsmåling i dagens udgave af Morgenavisen Jyllands Posten.

Det er analyseinstituttet Wilke, der har spurgt et repræsentativt udsnit af vælgerne i blå og rød blok. Og begge steder falder loddet ikke i Kristian Jensens vægtskål.

Hos de blå vælgere foretrækker 22 pct. af de adspurgte den nuværende gruppeformand, Søren Gade, som formand for partiet, efter Lars Løkke Rasmussen. 21 pct. peger på Inger Støjberg.

Kristian Jensen får kun 15 pct. opbakning fra denne gruppe, som altså støtter det parlamentariske grundlag for den nuværende venstre-regering.

Hos de røde vælgere er der, ifølge meningsmålingen, også flest der peger på Søren Gade som arvtager efter Lars Løkke. Hele 17 pct. mener han vil være den bedste løsning, mens 14 pct. peger på Kristian Jensen. Kun fire pct. peger her på Inger Støjberg.

Spekulationerne om Lars Løkke Rasmussens efterfølger på formandsposten, har fået ekstra næring op til landsmødet i denne weekend i Herning. 

Men formanden fik godt og grundigt afmonteret rygterne, da han i sin åbningstale på landsmødet inviterede De konservative og Liberal Alliance til forhandlinger om et trekløver-samarbejde i en ny regering.