Medie: Krænker-læge startede i Vestjylland

Sex-krænkende læge begyndte sine overgreb i Vildbjerg, fortæller DR.

150409Laege.jpg

En læge, der er dømt for sex-overgreb mod sine patienter, kunne fortsætte i årevis, selvom Sundhedsstyrelsen kendte til hans overgreb, fortæller DR i P1 Dokumentaren "Når lægen gør fortræd".

Lægen blev i november i år kendt skyldig i tre grove seksuelle overgreb på en kvindelig patient ved Vestre Landsret.

I følge DR begynder historien i Lægehuset i Vildbjerg i foråret 2011, hvor den dengang 22-årige Louise Kirk, går til lægen med vejrtrækningsproblemer. Bag sig har Louise Kirk et liv med mobning i skolen, og hun er på antidepressiv medicin. I lægehuset i Vildbjerg  møder hun første gang den nu dømte læge.

Han tager fat i mine skuldrer og presser sig ind imod sig

- Han undersøger først min ryg. Men på et tidspunkt trækker han mine trusser ned og kører en hånd op og ned mellem balderne. Han spørger om det gør ondt, så først troede jeg, det var en del af behandlingen, fortæller Louise Kirk til DR.

Til den efterfølgende konsultation er hun ikke længere i tvivl.

- Han tager fat i mine skuldrer og presser sig ind imod sig. Så tager han hænderne under blusen og løfter op i min BH, hvor han begynder at gramse på mig. Jeg går helt i chok. Bagefter går jeg ud på toilettet og retter mit tøj, og så bryder jeg sammen, siger Louise Kirk til DR.

Kort efter anmelder Louise Kirk lægen til politiet, men i følge DR henlægger Midt- og Vestjyllands Politi sagen.

Siden flytter lægen til Vamdrup. Her anmelder en kvindelig patient lægen for tre seksuelle overgreb. Politiet beder om en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen.

I august 2012 vurderer Sundhedsstyrelsen at lægens behandling var krænkende. Styrelsen inddrager i følge DR ikke lægens autorisation, men lader ham fortsætte, mens politiet efterforsker sagen.

I januar 2013 bliver lægen sigtet for overgreb mod patienten i Vamdrup. I mellemtiden har lægen skiftet job til Aabenraa Sygehus og han arbejder videre i Aabenraa og på Esbjerg Sygehus ind til januar 2014.

Læs mere på DR's hjemmeside.