MCH-direktør: Vores tanker går til de ramte og deres familier

MCH og Jyske Bank Boxen vurderer sikkerhedsniveauet på hvert eneste arrangement fra gang til gang, siger Georg Sørensen.

Georg Sørensen udtrykker sin medfølelse med ofrene for terrorangrebet i Manchester.
Georg Sørensen udtrykker sin medfølelse med ofrene for terrorangrebet i Manchester.
Foto: Arkiv

Direktøren for MCH i Herning, Georg Sørensen, udtrykker sin medfølelse med ofrene for terrorangrebet i Manchester i England, hvor 22 personer blev dræbt og mange flere såret, da en bombe eksploderede i Manchester Arena.

Angrebet skete efter en koncert med den amerikanske sanger Ariana Grande, der den 12. maj gav koncert i Boxen i Herning. 

- Vores varmeste tanker sendes først og fremmest til de ramte og deres familier samt vores kollegaer i Manchester. Mange spørger naturligt til sikkerheden i vores multiarena, som havde besøg af Ariana Grande for godt en uge siden. I MCH og Jyske Bank Boxen vurderer vi sikkerhedsniveauet på hvert eneste arrangement fra gang til gang. Det sker i et tæt samarbejde med arrangørerne samt politiet og deres eksperter, siger Georg Sørensen i en skriftlig kommentar, som han ikke ønsker at uddybe på tv.

I den anden store danske multiarena, Royal Arena i København, er der onsdag planlagt en koncert med Nik & Jay. Den gennemføres som planlagt, oplyser koncertarrangøren Live Nation Danmark til Ritzau.

- Sikkerheden ved vores shows er fortsat vores højeste prioritet, og vi er i kontakt med de danske myndigheder og følger deres anvisninger, skriver managing director Jesper Christensen til Ritzau.