MCH-direktør blev hyldet til stor reception: - Georg er et fyrtårn

Hernings borgmester, Bjarne Riis, Inger Støjberg og Dan Hammer var blot nogle af dem, der ønskede Georg Sørensen tillykke.

Omkring 1000 mennesker var mødt op, da der torsdag blev afholdt fødselsdagsreception for den administrerende direktør i Messecenter Herning, Georg Sørensen.

quoteFordi han lyser op og inspirerer

Lars Krarup (V), borgmester, Herning

Tre parkeringsvagter skulle der til for at holde styr på alle menneskene på parkeringspladsen, der var kommet for at fejre direktørens 60 års fødselsdag.

En af dem var borgmesteren i Herning, Lars Krarup (V),

- Georg er et fyrtårn i fyrtårnet Messecenter Herning, fordi han lyser op og inspirerer, og han har et kæmpestort netværk. Han forfølger også drømme, så han har stor betydning for både Herning og hele Midt og Vestjylland, siger borgmesteren.

Det var ikke kun politikere fra nærområdet, der ville fejre manden, der de sidste 36 år har arbejdet for Messecenter Herning.

Georg har tippet balancen

Også fra regeringen var Inger Støjberg (V) mødt op i festtøj og med en gave under armen.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Georg Sørensen har været med til at skabe balance i Danmark set på afholdelse af større events, havde udlændinge- og integrationsministeren et klart svar.

- Nej, Georg Sørensen har på ingen måde været med til at skabe balance i Danmark, for det hele er tippet til Herning. Det er tippet fra København til Herning, synes jeg. Der er en masse mennesker, der står og kigger på Herning og tænker: ”Gid det var os”, og svaret er altså i høj grad Georg Sørensen, siger hun.

En af dem, der også har været med til at tippe balancen mod Herning er Bjarne Riis, der havde rosende ord med til MCH-direktøren.

- Er Herning stor nok for Georg? Det sjove er, at så tænker jeg, at han har gjort det stort nok for, at han kan få lov til at folde sig ud, som han har gjort. Det er enestående, siger den tidligere cykelrytter og nuværende holdejer.

I spillet om at tippe balancen lidt mod København har Georg Sørensen også en rolle.

Royal Arena

Det mener Dan Hammer, der er administrerende direktør i Royal Arena i København.

- Jeg plejer faktisk at underholde folk med, at jeg tvivler stærkt på, at der var kommet en multiarena i København, hvis ikke det var fordi, Boxen stod færdig herovre.

- Det er blandt andet Georgs fortjeneste. Det er klart, at København kigger rundt i verden for at se, hvor man kan få inspiration, og det vil ikke være første gang, folk har kigget til Herning for at få inspiration, siger Dan Hammer.

Omkring 1.000 mennesker på en gæsteliste er ikke hverdagskost. I dag blev Georg Sørensen, der er bossen i BOXEN i MCH i Herning, fejret.