MCH: 500 gæster for første gang siden marts

MCH Kongrescenteret i Herning lagde torsdag aften lokaler til den første koncert med 500 publikummer siden marts.

MCH er vant til store events, men aftenens koncert med 500 gæster er blevet en stor opgave.
MCH er vant til store events, men aftenens koncert med 500 gæster er blevet en stor opgave.
Foto: MCH

De er vant til at afholde 356 arrangementer om året - ofte i meget stor skala med tusindvis af gæster. Men på grund af corona er selv en lille koncert i teatersalen i Herning Kongrescenter blevet en stor opgave.

- Det er en stor opgave for os, da vi gør os umage for at gøre det så trygt som muligt for vores gæster, siger Nicki Quist, Leder af Kultur, MCH Herning Kongrescenter.

Derfor har MCH udviklet deres eget anti-covid-koncept. Det betyder blandt andet et helt korps af "Trygt MCH-guider".  Og torsdag aften skal det hele altså stå sin prøve. 

- Gæsterne har fået en info-mail, vi har sørget for to forskellige indgange, der er afstandsmærkater, der er sprit over det hele og så er hele koncertsalen delt ind i zoner, fortæller Astrid Andreassen, der er Eventkoordinator hos MCH. 

Aftenens artist er Anders Blichfeldt - forsangeren fra Big Fat Snake. Det er hans solotour, folk trodser corona for at se. 

Trygt MCH guider stod klar ved indgangen til at hjælpe folk.
Trygt MCH guider stod klar ved indgangen til at hjælpe folk.
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Den største udfordring er i foyéen,  da den er ved at være fyldt, og det er her, den største smittemæssige udfordring opstår

- Opgaven for os er at sikre, at folk ikke står for tæt sammen. Det har vi forberedt os på, og det virker også til at det går rigtig fint med det, siger Nicki Quist. 

MCH's strategi til en tryg oplevelse har også den ønskede effekt, hos dem det handler om, nemlig aftenens publikum. 

- I de her rammer vil jeg kunne nyde koncerten langt mere, end hvis vi havde siddet alt for tæt, siger Preben Kristensen fra Vejle, der har fået aftenens koncertbillet af sin familie i gave. 

- Folk skal slappe af og føle sig trygge, og det er det vigtigste for os, slutter Nicki Quist. 

På næste lørdag har det været nødvendigt for Kongresscenteret at dele publikum op i to for at få plads til alle, når der er MGP Koncert.