Matchvinder Marcondes føler sig styrket efter ophold på Heden

Marcondes har haft gavn af en ny rolle og spillestilen i Midtjylland, siger han efter første Brentford-mål.

Emiliano Marcondes kan tage meget med fra sin tid i FC Midtjylland og FC Nordsjælland
Emiliano Marcondes kan tage meget med fra sin tid i FC Midtjylland og FC Nordsjælland
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Det var en stor forløsning for Emiliano Marcondes endelig at åbne målkontoen hos Brentford.

Det skete, da den 24-årige dansker med en frisparksperle lørdag blev matchvinder i en 1-0-sejr over Stoke i den engelske FA Cup.

- Jeg er så glad. Det var virkelig fedt at se den krydse målstregen. Jeg har ventet længe, så jeg er meget glad, siger Marcondes i et interview bragt på klubbens hjemmeside.

Kampen er den anden for Marcondes i Brentford, siden han vendte tilbage fra et lejeophold hos FC Midtjylland i efteråret.

Til klubben forklarer den danske offensivspiller, at han siden skiftet i 2018 har skullet omstille sig fra at være en profil i FC Nordsjælland til at sætte sig igennem i den fysisk prægede næstbedste engelske række.

- I Nordsjælland spillede vi meget langs jorden, og da jeg kom her, var jeg måske en smule frustreret på grund af alle duellerne, siger Marcondes til Brentford.

- Man skal både kontrollere bolden og være stærk i duellerne, og jeg har måttet tilpasse mig. Nu, hvor jeg har spillet i to forskellige klubber, er det lettere for mig.

Både spillestilen og en ny rolle på Heden har gavnet danskerens udvikling, forklarer Marcondes i interviewet.

Thomas Franks hold er nu klar til 16.-delsfinalerne i den traditionsrige pokalturnering.

På et ungt Brentford-hold melder Marcondes sig klar til at vise, at han er en af de mere erfarne kræfter, fortæller han til klubben.

/ritzau/

0:39
FC Midtjyllands nye angrebs-es Emiliano Marcondes er netop vendt tilbage til Danmark.Han  har en helt særlig grund til at vælge trøje nr. 91.