Masser af spørgsmålstegn ved fatal ulykke

Poltiet kæmper for at besvare de mange spørgsmål, der er dukket op i forbindelse med en bilulykke på Skjernvej, der i morges fik fatale konsekvenser.

080714_Ulykke_paa_Skjernvej.jpg

En er omkommet, mens en anden er i livsfare, efter at to biler i morges stødte frontalt sammen på Skjernvej ved Agerfeldt. Politiets efterforskning har indtil videre ført en masse nye spørgsmål med sig.

Ifølge vidner forlod en motorcyklist nemlig stedet på mærkelig vis kort efter at ulykken skete.

- Motorcyklisten kørte tilbage til stedet, hvor han stod af motorcyklen. Her kiggede han ind i varevognen og sagde et eller andet til føreren. Derefter kørte han væk fra stedet, forklarer vagtchef ved Midt og Vestjyllands politi, Gert Høeg.

Ulykken skete, da en varevogn ved en overhaling overså en modkørende bilist, hvorfor bilerne stødte frontalt sammen. Det er politiets overbevisning, at motorcyklisten og føreren af varevognen fulgtes ad, da ulykken skete.

- Vi tror, at de havde en eller anden form for kommunikation forud for uheldet - ansigtsgrimasser eller håndtegn, lyder det fra vagtchefen, der også kan oplyse, at både varevognen og motorcyklen er meldt stjålet.

Endnu ikke identificeret

Mens det står klart, at den modkørende bilist, der omkom ved ulykken, er en 36-årig mand fra lokalområdet, har politiet endnu ikke kunne bekræfte endeligt, hvem føreren af varevognen er.

- Vi har skaffet nogle billeder af ham, og vi har mistanke om, at han kommer fra Esbjerg. Vi spørger rundt omkring, og det er vist nok ved at give bid, fortæller Gert Høeg og fortsætter:

- Han er alvorligt tilskadekommen. Lægerne i Aarhus arbejder stadig på ham, og han er stadig i livsfare.

Efterlyser motorcyklist

Poltiet vil nu gerne i kontakt med den motorcyklist, der flygtede fra ulykkesstedet kort efter ulykken.

- Først ville vi bare gerne snakke med ham, fordi han var vidne til ulykken. Nu vil vi også gerne tale med ham, fordi det har vist sig, at motorcyklen er stjålet, lyder det fra vagtchefen.

Motorcyklen er af mærket Suzuki og har registreringsnummeret AA 75295. Der er endnu ikke noget klart signalement af føreren, men hvis du har nyt i sagen, kan du kontakte politiet på tlf. 114.

 

TV MIDTVEST følger sagens videre udvikling.