Markbrand skyld i uheld på motorvej

En markbrand tæt på Herningmotorvejen udviklede sidst på eftermiddagen så kraftig røg, at syv biller kørte sammen. To blev efterfølgende kørt på sygehuset med nakkesmerter.

Markbrand3.jpg

Først slog en mejetærsker i gang med at høste gnister på marken. Og pludselig stod flere hektarer mark i flammer på grund af vindforhold og tørke. Men for at det ikke skulle være nok, så strøg den tykke røg fra markbranden ud over den nærliggende Herningmotorvej og var dermed direkte årsag til, at flere biler sidst på eftermiddagen endte i flere uheld syd for Hammerum ved Kølkærvej.

Ingen alvorligt tilskadekomne

- Politiet har sørget for afspærring, og der er ambulance og ambulancelæge på stedet, lyder det fra vagtchefen hos Brand og Redning i Herning, Finn Lau Nielsen.

I følge Midt - og Vestjyllands Politi skulle der ikke være nogle, der er kommet alvorligt tilskade, men to skulle være blevet kørt på sygehuset med nakkesmerter. Der er tale om flere implicerede biler, og der gik efterfølgende ild i en af bilerne.

- Røgen har været så kraftig og tæt, at den har forårsaget tre af hinanden uafhængige uheld. Men på grund af omstændighederne, så vælger vi ikke at skrive politirapport på sagerne, forklarer vagtchef, Gert Høgh.

Lukket for trafik

Markbranden er under kontrol, men der efterslukkes i nogle timer endnu, hvorfor Herningmotorvejen i vestgående retning vil være lukket for trafik i hvert fald en times tid endnu, oplyser Brand og Redning i Herning.

Se billeder fra både brand og ulykkested her:

Markbrand_motorvej..jpg

Markbrand_3..jpg

Markbrand_2.jpg