Malthe og Sayid samler skrald ind – lærer om dagligdagen ved at have et job

Drengene har fritidsarbejde gennem lommepengejob-indsatsen, som er målrettet unge under 16 år, der bor i udsatte boligområder.

Sayid Aweys og Malthe Larsen har arbejde gennem lommepengejob-indsatsen.
Sayid Aweys og Malthe Larsen har arbejde gennem lommepengejob-indsatsen.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Nogle unge tjener penge på at gå med aviser, mens andre sidder bag kassen i det lokale supermarked. For nogle unge under 16 år, der bor i udsatte boligområder, er jobsituationen lidt anderledes.

De har job som en del af lommepengejob-indsatsen.

For de to 15-årige drenge Sayid Aweys og Malthe Larsen betyder det, at deres job er fyldt med dåser, slikpapir og cigaretter. De samler nemlig skrald ind i boligområdet Porshøj i Herning.

- Det er bare godt at gøre noget godt for naturen, siger Sayid Aweys, mens Malthe Larsen fortsætter:

- Det er underligt, at folk ikke smider deres ting i skraldespanden eller tager det med hjem.

De to unge drenge samler skrald ind med førtidspensionisten Roald Bak.

Drengene lærer en masse

Drengenes indsats er noget, der bliver sat pris på fra de lokale borgeres side.

- Det betyder rigtig meget. Det er dejligt at bo, hvor der er rent, siger Eva Lynghøj. Hun bor i boligområdet Porshøj.

Men det er ikke kun for miljøet, naturen og de andre borgeres skyld, at drenge som Sayid Aweys og Malthe Larsen har et arbejde gennem lommepengejob-indsatsen.

For ifølge Marianne Rahbek, der er sekretariatsleder i Plads til Forskel i Herning, lærer drengene også omkring principperne ved at have et job.

- Det er noget med at starte med at komme på arbejde, finde ud af, hvad en chef er for noget, om man kommer på arbejde, når det regner, hvilke opgaver man skal varetage og hvad man gør med sin telefon på en arbejdsdag, siger hun.

Løn går til opsparing

Hverken Sayid Aweys eller Malthe Larsen bliver dog rige af at gøre indsatsen. De får omkring 500 kroner om måneden for at samle skrald ind.

Men derfor har i hvert fald Malthe Larsen en klar idé om, hvad formål pengene har.

- Jeg vil gerne have flere penge, så mine forældre ikke skal sende penge til mig, når jeg er på efterskole, forklarer han.

Det er også muligt at få andre jobs gennem lommepenge-indsatsen end at samle skrald ind som.

2:17
To 15-årige drenge og en 59-årig førtidspensionist lyder måske ikke umiddelbart som et oplagt team, men sammen har de i et halvt års tid holdt boligområdet Porshøj i Herning rent - til stor gavn for både hinanden, beboerne og miljøet.