Mål-krise i Superligaen

Der bliver scoret markant færre mål end tidligere i Superligaen. Udviklingen ærgrer FCM-anfører.

050914KristianBak.jpg

Blot 225 mål i 96 kampe. Eller 2,38 mål i snit per kamp. Det er det sløje facit i Superligaen efter 16 runder.

Hvis snittet holder sæsonen ud, vil det være det laveste i de 20 sæsoner, hvor Superligaen har haft sit nuværende format.

I sidste sæson havde målnettene blafret hele 278 gange efter 16 runder, et snit på 2,90 mål per kamp.

Udviklingen ærgrer Kristian Bach Bak, anfører for topholdet, FC Midtjylland.

- Jeg synes, det er en ærgerlig tendens, men jeg synes ikke, den er tilfældig. Det handler mere og mere om at have en stram organisation end om at spille flot offensiv fodbold, siger han.

- Jeg tror helt klart, udviklingen fortsætter. Det er ikke så tilskuervenligt, men det giver point på kontoen. De kyniske hold vinder mange fodboldkampe.

 - En klub som FC København har et jernforsvar, som har holdt nullet mange gange (8 af 16 gange), og de har haft mere fokus på det end på at få offensiven i gang, siger Kristian Bach Bak.

 AaB's Thomas Augustinussen mener også, at flere hold i denne sæson har fokus på defensiven.

- Hold som Silkeborg, FC Vestsjælland, Hobro, Sønderjyske og senest OB har fokus på at blive i Superligaen. Klubberne er bange for nedrykningsstregen, og man spiller måske lidt mere med håndbremsen trukket end tidligere.

- Når man ikke scorer så mange mål, bliver man nogle gange nødt til at tænke endnu mere på defensiven.

FC Midtjylland er Superligaens mest scorende hold med 34 mål i 16 kampe, før holdet søndag spiller topkamp ude mod FCK i efterårets sidste spillerunde. Det er seks mål flere, end FCM havde scoret på samme tidspunkt i sidste sæson.

FCK og mestrene, AaB, er de to hold, der er gået mest tilbage. FCK har scoret 16 mål mod 30 mål i sidste sæson efter 16 runder, mens AaB blot har scoret 15 gange mod 25 mål i sidste sæson.

/ritzau/