Louise fik nyt liv i Jobbanken: - Jeg aner ikke, hvorfor jeg blev gjort til pensionist

En privat organisation i Herning har succes med at ruste førtidspensionister til at få en plads på arbejdsmarkedet.

35- årige Louise Lindbom fra Barde vest for Herning har været førtidspensionist, siden hun var 18 år. 

- På mange måder hader jeg det, fortæller hun og tilføjer:

- Helt ærligt, så aner jeg ikke, hvorfor jeg er gjort til førtidspensionist.

Ved nærmere eftertanke giver Louise dog et bud på, hvad der kan være grunden til, at hun blev parkeret på den hylde.

- Da jeg var ung, havde jeg ingen ide om fremtiden, og så var det nemt for kommunen at sige, at jeg skulle på pension, vurderer hun.

Louise er ikke et enestående tilfælde.

quoteI Jobbanken har man en dialog og kommer videre med det samme.

Louise Lindbom, Barde

De senest opgjorte tal viser, at der er 228.000 førtidspensionister i Danmark. En undersøgelse viser, at 50.000 af dem ønsker at komme i arbejde.

Én af dem er Louise. 

Og måske er hun godt på vej til, at hendes drøm kan blive til virkelighed: Drømmen om et arbejde i plejesektoren. 

I godt tre år har den 35-årige været tilknyttet Jobbanken - en privat organisation i Herning, som ruster førtidspensionister til at få en plads på arbejdsmarkedet.

- I Jobbanken har man en dialog og kommer videre med det samme. Man kommer i job eller praktik med det samme. Man er fri for det der kommuneværk, fortæller Louise Lindbom.

Louise Lindbom med sin vejleder i Jobbanken Kirsten Mark Würtz.
Louise Lindbom med sin vejleder i Jobbanken Kirsten Mark Würtz.
Foto: Anne Holst Moulvad

Jobbanken hjælper mellem 300 og 400 førtidspensionister i arbejde om året. Det sker gennem kurser som opkvalificerer dem, sociale arrangementer og mulighed for at deltage i motionstilbud sammen med andre førtidspensionister.

En overset gruppe

I spidsen for projektet i Jobbanken står Birgit Jeppesen.

quoteVi synes, det er uværdigt ikke at tilbyde førtidspensionister et job eller en uddannelse i så rigt et samfund som det danske.

Birgit Jeppesen, direktør for Jobbanken

Hun er uddannet økonom og arbejdede i bankverdenen i 25 år, da hun i 2003 besluttede sig for at skifte spor.

Siden har hun arbejdet utrætteligt på at føre sin idé med Jobbanken ud i livet.

- Vi synes, det er uværdigt ikke at tilbyde førtidspensionister et job eller en uddannelse i så rigt et samfund som det danske, påpeger direktøren.

Efter hendes mening er der en tendens til, at når folk har førtidspension som grundforsørgelse, så er de parkeret.

- Der er ingen, der koncentrerer sig om dem. De er en overset gruppe.

I Jobbanken har de et helt andet syn på førtidspensionister.

- Vi betragter dem som en arbejdskraftreserve, for de kan godt, når de får den rigtige hjælp og støtte. Det har de vist, fastslår direktøren for Jobbanken, Birgit Jeppesen.

Fakta om Jobbanken:

De seneste 18 år har Jobbanken hjulpet omkring 5000 førtidspensionister i arbejde på godt 3600 forskellige virksomheder.

Egocentriske, meget selvoptagne og uden indlevelse

Kunderne i Jobbanken kommer med vidt forskellige baggrunde og forløb, og de fleste med en diagnose, der fortæller, hvorfor de er blevet tilkendt førtidspension.

quoteSindslidende kæmper med ensomhed, som vi slet ikke begriber.

Søren Lundholm, speciallæge i psykiatri, Silkeborg

Og netop folk med diagnoser kan være ekstra udfordrende at hjælpe ind i fællesskaber, så de kan være sammen med andre mennesker igen.

For eksempel hvis man har en sindslidelse.

- Det er det vanskelige, lyder det fra Søren Lundholm, som er speciallæge i psykiatri i Silkeborg.

- Udefrakommende vil sige, at de er meget egocentriske og meget selvoptagne og ikke har indlevelse og ikke spørger ind til andre. De vil helst arbejde ovre i en krog for at beskytte sig selv. Så det at komme ind og blive en del af fællesskabet er så vigtigt, men samtidigt så svært.

Speciallægen understreger vigtigheden af at få folk ud på en arbejdsplads igen så vidt muligt.

- Sindslidende kæmper med ensomhed, som vi slet ikke begriber. At kunne inddrage dem på en arbejdsplads er terapi i højeste potens.

Burde kunne få bred politisk opbakning

Jobbanken er en privat organisation, der lige nu bliver finansieret fra år til år på finansloven. Derfor er det vigtigt, at ledelsen med Birgit Jeppesen i spidsen får gjort Jobbankens resultater synlige overfor politikerne.

quoteDer er ikke nogen partier, der er imod det.

Andreas Steenberg, Radikale Venstre

Flere og flere inde bag murene på Christiansborg er da også ved at få øjnene op for det, der sker i Herning.

- I det offentlige system handler det om at finde ud af, hvad folk ikke kan for at finde ud af, om man er berettiget til en ydelse. Det er godt at have sådan et semi-privat samarbejde, hvor man ikke fokuserer på det, men hvad folk har lyst til. Hvad kan folk? Og så udvikle det. Jobbanken er et meget vigtigt supplement til det offentlige system, mener Andreas Steenberg, MF for Det Radikale Venstre.

Direktør I Jobbanken Birgit Jeppesen med Andreas Steenberg MF for Det Radikale Venstre, der bakker op om Jobbanken.
Direktør I Jobbanken Birgit Jeppesen med Andreas Steenberg MF for Det Radikale Venstre, der bakker op om Jobbanken.
Foto: Anne Holst Moulvad

Målet for Jobbanken er en permanent plads på finansloven. Og set fra midten af dansk politik, burde det være muligt.

- Jeg har sagt i mange år, at den her dagsorden deler alle partier. Der er ikke nogen partier, der er imod det, så det er lige at få skubbet Jobbanken det sidste stykke. Embedsmændene kan se logikken i det. Det er ikke et liberalistisk, socialistisk eller konservativt projekt. Alle kan kigge ind i det, vurderer Andreas Steenberg.

Jobbanken har i dag også afdelinger i Aarhus og København.