Lokalt pizzeria med i kapløbet om at være Danmarks bedste: - Det er ikke en sejr til os men til byen

Torsdag kåres Danmarks bedste pizza af opdagdanmark.dk. Med i kapløbet er Papa’s i Herning, som lige nu ligger på en tredjeplads.

Mohamad ”Mulle” Mustapha fra Papa’s i Herning.
Mohamad ”Mulle” Mustapha fra Papa’s i Herning.
Foto: Privatbillede

Papa’s i Herning er god til at lave pizzaer. Nok også bedre end de fleste. I hvert fald er de med i kapløbet om at blive kåret til Danmarks bedste pizza.

- Det gør mig glad som person. Det er fedt at kunne sige, at vi er gode til at spille ishockey og fodbold i Herning, og nu er vi så også gode til at lave pizza, siger Mohamad ”Mulle” Mustapha, der er medejer af Papa’s sammen med Sami Bardakci.

Det er oplevelsesguiden opdagdanmark.dk, der har sat sig for at kåre Danmarks bedste pizza. Indtil videre er Papa’s på en tredjeplads. Foran ligger lige nu Papa's Pizza & Kebab House i Skørping og Billund Pizza & Steak House.

- Det vil være fedt for byen at vinde den ære. Det vil ikke være en sejr til os men til byen, siger Mohamad ”Mulle” Mustapha.

Borgmesteren kiggede forbi

Mohamad ”Mulle” Mustapha beskriver sig selv om ærkeherningenser. Han elsker byen, og derfor betyder det også meget, når han møder alle de folk, der støtter op om ham og forretningen.

- Det er alle aldre, der støtter os. Og det er ishockeyspillere, musikere og fodboldspillere. Vi har fået mange nye kunder, fortæller han.

Men særligt en støtte vil han sent glemme.

- Borgmesteren kom også forbi. Han ville gerne anerkende os. Det blev jeg virkelig rørt af, siger Mohamad ”Mulle” Mustapha.

Pizza til plejehjem

Der er stadig lige under et døgn tilbage af konkurrencen, og selvom det indtil nu hedder en tredjeplads, så tror Papa’s stadig på, at sejren kan nås.

- Jeg tror på det. Folk skal bare gå ind og stemme. Det er gratis. Jeg går op i sport, og det her er blevet en sport for mig. Jeg vil gerne vinde det, siger han.

Såfremt det skulle vise sig, at Papa’s løber med sejren, så er der nogen, der kan se frem til gratis mad.

- Hvis vi vinder, vil vi gerne fejre det med at give noget mad til et plejehjem eller et sygehus. Nogen, der har haft det hårdt herunder corona, siger Mohamad ”Mulle” Mustapha.

Vil man hjælpe Papa’s til en førsteplads, skal man sende en SMS med koden PZA 170 til 92 45 24 04. Det koster kun almindelig sms-takst.