Landsretten har talt: Fire unge mænd frifundet for tiltale om gruppevoldtægt

Vestre Landsret har netop stadfæstet byrettens dom - fire unge mænd er nu for anden gang frifundet for en gruppevoldtægt i Herning.

Vestre Landsret.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Et nævningeting i Vestre Landsret har tirsdag frifundet fire unge mænd i tiltalen om en påstået gruppevoldtægt af en 19-årig kvinde i december 2017. 

Landsretten har dermed valgt at stadfæste byrettens dom fra september sidste år, hvor de fire mænd også blev frifundet i netop det forhold. 

Da retsformanden læste skyldkendelsen op i landsrettens retsal A, gik der et lettelsens suk gennem hele rækken, hvor de fire tiltalte og deres forsvarer sad.

De unge mænd, der alle er i midten af 20'erne, sendte smil til både deres forsvarer og de familiemedlemmer, der befandt sig på tilhørerpladserne bagerst i lokalet.

Da retsmødet var afsluttet, og dommere og nævninge havde forladt retslokalet, omfavnede familiemedlemmerne og de tiltalte hinanden, og der blev grædt adskillige glædestårer. 

Frifundet i byretten

De fire mænd blev tiltalt for at have begået "voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje" mod en dengang 19-årig kvinde i en lejlighed i Herning i december 2017. 

I forbindelse med overgrebet skulle mændene blandt andet have fået pigen til at udføre oralsex på to af dem, mens de ifølge anklageskriftet også skulle have ført forskellige ting op i pigens skede og endetarm.

De tiltalte har forklaret i både by- og landsret, at de ganske rigtigt har været sammen med kvinden. Men det foregik med kvindens fulde accept, har de hævdet.

I byretten blev der ikke fundet tilstrækkelige beviser for at dømme de fire unge mænd i dette forhold, og de blev derfor frifundet for den del af tiltalerne.

De blev dog fundet skyldige i at have optaget videoer og billeder af kvinden under de seksuelle aktiviteter. Samme resultat kom landsretten i dag frem til, og i morgen vil landsretten fastsætte straffen for optagelserne, som formentlig bliver dagbøder.

Dømt for voldtægt af ekskæreste

Forholdet med den 19-årige kvinde fra december 2017 er det mest centrale i den omdiskuterede sag, men alt i alt dækker sagen over 19 forskellige forhold.

Udover forholdet, hvor de fire mænd er tiltalt for at optage billeder og videoer af den 19-årige kvinde, er yderligere tre voldtægter eller forsøg på det også en del af sagen.

To af dem har to af de unge mænd været tiltalt for. De skulle efter anklagemyndighedens opfattelse være foregået i henholdvis 2016 og 2017. De to unge mænd har hele tiden nægtet sig skyldige i voldtægt, og de er begge blevet frifundet for tiltalerne i både by- og landsret.

Den sidste voldtægt fandt sted i 2013. Her skulle én af de fire tiltalte have forsøgt at opnå samleje med sin ekskæreste på en parkeringsplads. Den unge mand nægter, at det skulle være foregået, men han blev i byretten idømt 1 og fire måneds fængsel samt en betinget udvisning af Danmark.

Den del af byrettens dom valgte Vestre Landsret også at stadfæste i dag, og i morgen vil den unge mands forsvarer samt sagens anklager procedere for, hvad straffen for det forhold skal være. 

Artiklen er klokken 16.00 blevet opdateret med en mere fyldestgørende beskrivelse af Landsrettens dom.