Kvinde udsat for voldtægt

En 22-årig kvinde mener, at hun er blevet udsat for voldtægt ved parkeringskælder i Herning.

Udrykning-naer050712_0.jpg

En 22-årig kvinde fra Skanderborg blev søndag aften udsat for et såkaldt drugrape ved Føtex parkeringskælder i Bredgade i Herning.

Kvinden havde været til en fælles julefrokost for restauranter og forretninger på diskotek Crazy Daisy søndag aften. Her mener hun, at nogle har puttet et bedøvende stof eller narkotika i hendes drink. Hun er herefter havnet nede i Føtex parkeringskælder, hvor hun mener at være blevet udsat for en fuldbyrdet voldtægt.

- Hun husker ikke ret meget fra aftenen. Det eneste hun kan sige, er, at det er en mand, men hun har intet signalement, siger politikommissær Henning Præstegaard fra Herning Lokalpoliti.

Kvinden har dog fortalt, at hun på et tidspunkt, efter det er sket, bliver kontaktet af to mænd i starten af 20'erne. Den ene med lyst hår og den anden med mørkt strithår. De skulle have opfordret til sex og befølt hende på brysterne og i skridtet.

Voldttægten skulle være sket mellem kl. 22 og 22.30. Kort efter vågner kvinden op ved trappeskakten til Føtex parkeringskælder, hvorfra hun kan se Crazy Daisy 100 meter derfra. Her har kvinden også ringet og meldt sit dankort for stjålet.

Kvinden anmeldte voldtægten mandag og blev undersøgt af en retsmediciner.

- Hun havde fået nogle ridser og skrammer, men vi har endnu ikke fået analysen af urin- og blodprøven, som kan fortælle os, om hun var påvirket eller bedøvet, siger Henning Præstegaard.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner, som har set noget. De kan kontakte politiet på tlf. 1-1-4.