Kvinde slipper for hård fængselsstraf efter falsk voldtægt

En 18-årig kvinde får 14 dages betinget fængsel og et stort erstatningskrav for falsk anmeldelse af voldtægt.

Banegårdstunnel Herning
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

En 18-årig kvinde fra Herning slipper for en hård fængselsstraf, efter hun i september sidste år påstod, at hun var blevet voldtaget i tunnellen ved banegården i Herning. Det skriver aoh.dk.

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi havde krævet 40 dages ubetinget fængsel til kvinden for den falske anmeldelse.

Torsdag idømte Retten i Herning kvinden 14 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år og fulgte anklagemyndighedens krav om, at Midt- og Vestjyllands Politi skal have erstatning for spildt opklaringsarbejde.

Erstatningen lyder på 64.193,75 kroner til politiets omkostninger og omfatter ikke lønkroner.

Den 18-årige fastholdt anmeldelsen af voldtægten i halvanden måned. Hun påstod, at hun blev grebet bag fra af en ukendt mand, som gennemførte en fuldbyrdet voldtægt af hende efter at have bundet hendes hænder med strips og trukket en plastikpose ned over hendes hoved.

Retten i Herning bestemte desuden, at kvinden under prøvetiden skal underkaste sig behandling for misbrug af euforiserende stoffer og i samråd med Kriminalforsorgen hvis nødvendigt modtage ambulant psykiatrisk hjælp.