Krolf samler deltagerne: - Det er lige så vigtigt som spillet

Danmarksmesterskaberne i krolf løber af stablen i Hjørring den 28. september.

Der var gang i både deltagere, spillet og regnen, da der blev spillet holdfinaler i krolf i Aulum.
Der var gang i både deltagere, spillet og regnen, da der blev spillet holdfinaler i krolf i Aulum.
Foto: Jesper Thomsen, TV MIDTVEST

For nogle handler det om at vinde, mens det for andre handler om at være med.

For en helt tredje gruppe handler det om lige meget af begge dele. Sidstnævnte var tilfældet, da der lørdag blev spillet holdfinaler i sportsgrenen krolf i Aulum.

- Det er meget, meget hyggeligt. Efterhånden kender vi jo hinanden rigtig godt og kommer rundt i hele Region Midtjylland. Vi hygger os rigtig meget. Det er lige så vigtigt som spillet, siger Svend Erik Jensen, der er formand for krolf i Dansk Arbejder Idrætsforbund.

Krolf er en blanding af krocket og golf. Det går ud på, at man med færrest mulige slag skal få en krocketlignende kugle i et hul med en krocketlignende kølle.

En klassisk krolfbane har 12 huller, hvor afstanden fra startstedet til hullet er mellem fem og 30 meter. Man kan både spille krolf inde og ude.

DM-deltagerne

Da holdfinalerne blev spillet lørdag i Aulum, var der syv spillere, der kvalificerede sig til Danmarksmesterskaberne.

Det drejer sig om Egon Dam, Ib Christensen, Henning Christensen Randers og Kathrine Uhrenholt fra Randers, Bent Christensen fra Aarhus, Astrid Madsen fra Karup/Kølvrå og Gudrun Jensen fra Gjerlev.

De skal alle deltage, når DM løber af stablen i Hjørring den 28. september.

 
 
Foto: Jesper Thomsen, TV MIDTVEST