Kraftig vind besværliggjorde slukningsarbejdet af voldsom brand i landejendom

Beboeren i en landejendom måtte springe ud ad et vindue på første sal, da der lørdag formiddag udbrød brand i huset.

Både landejendommen og to biler er blevet totalskadet ved branden.
Både landejendommen og to biler er blevet totalskadet ved branden.
Foto: Presse-fotos.dk

En landejendom ved Kølkær syd Herning er total udbrændt efter en brand, der startede lørdag formiddag. En beboer lå og sov i huset, men vågnede, da soveværelset var fyldt med røg. Han måtte hoppe ud af soveværelsesvinduet på første sal.

- Det var en forholdsvis voldsom brand. Ejeren var alene hjemme og tog imod mig, da jeg kom herud, og han kunne ret klart fortælle mig de ting, jeg havde brug for at vide. Blandt andet, at der var nogle gasflasker inde i bygningen, som vi skulle være opmærksomme på i forhold til slukningsarbejdet, siger Leon Nielsen, der er indsatsleder for Brand & Redning MidtVest.

Da brandfolkene kom frem, brændte det kraftigt i stuehuset og de tre længer, der er bygget sammen.

Der blev brugt otte brandkøretøjer til slukningsarbejdet.
Der blev brugt otte brandkøretøjer til slukningsarbejdet.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Hus og biler totalskadet

Der var 26 brandfolk og otte køretøjer, der deltog i slukningsarbejdet, og det tog omkring fem timer. Slukningsarbejdet var ekstra vanskeligt på grund at vejret.

- Der var kraftig vind, der stod direkte ind på bygningen, og det besværliggjorde slukningsarbejdet i forhold til sikkerheden for mandskabet. Vores første prioritet var, at slukningen kunne foregå sikkert, siger Leon Nielsen.

Ifølge indsatslederen var branden så voldsom, at der ikke er meget af huset, der kan reddes.

- Der er en del efterslukning, hvor vi har rekvireret en kran, der skal hjælpe os med at pille ståltaget af bygningen, så vi kan foretage efterslukningen, siger Leon Nielsen.

Også to biler, der stod i den ene længe, er blevet totalskadet af branden.

Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær fortæller, at brandårsagen endnu er ukendt, og politiets teknikere skal have undersøgt stedet.

Der var hverken mennesker eller dyr, der kom tilskade ved branden.

Der er ikke meget af ejendommen, der kan reddes efter branden.
Der er ikke meget af ejendommen, der kan reddes efter branden.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST