Kørte galt i sin bil i går: Mistænkt for at stjæle en ny i nat

Et indbrud i et villakvarter førte i nat til en anholdelse af en 43-årig mand, der under et døgn tidligere havde været involveret i et færdselsuheld.

Herning Politi har to gange indenfor et døgn haft fat i den samme mand - først i forbindelse med et færdselsuheld og efterfølgende ved et indbrud i et villakvarter.
Herning Politi har to gange indenfor et døgn haft fat i den samme mand - først i forbindelse med et færdselsuheld og efterfølgende ved et indbrud i et villakvarter.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 43-årig mand fra Kibæk er omkring midnat natten til onsdag blevet anholdt efter et indbrud i et villakvarter i Herning.

Manden er ikke ukendt for politiet - tirsdag morgen var han nemlig involveret i et færdselsuheld, hvor den 43-åriges bil rullede rundt på taget på Brandevej ved Ejstrupholm. Bilen blev så ødelagt, at den ikke kunne køre videre.

Efter færdselsuheldet kunne Herning Politi konstatere, at den forulykkede mand ikke havde kørekort. Politiet mistænkte, at manden var påvirket af både alkohol og stoffer. Da han blev visiteret, fandt man både hash og euforiserende svampe på ham.

Havde stjålet to bilnøgler

Igen i nat stødte politiet på den 43-årige, efter de havde fået en anmeldelse om et indbrud i et villakvarter i Herning. 

Manden var på gå-ben, men passede på signalementet af indbrudstyven. Politiet mistænker ham også for at have stjålet en bil, inden han begik indbruddet i nat.

Ved selve indbruddet i villakvarteret mistænkes han for at have stjålet to bilnøgler, som politiets hundepatrulje fandt i området.

Manden er blevet løsladt, men han bliver sigtet brugstyveri og indbrud efter nattens begivenheder.