Kørte galt da hun ville undvige et rådyr

En 47-årig kvinde blev indlagt i Herning efter trafikulykke ved Haderup tirsdag aften.

Det er lige nu højsæson for påkørsler af hjortevildt, og tirsdag aften gik det galt for en 47-årig kvinde fra Karup, da hun kørte på Karupvej ved Haderup.

Lokalpolitiet i Herning oplyser, at kvinden kørte mod vest, da et rådyr pludselig løb ud foran bilen. Kvinden forsøgte at undvige, men mistede herredømmet, så bilen kom ud i rabatten og blev standset af nogle træer.

Den 47-årige kvinde blev indlagt på sygehuset i Herning. Hun var ved bevidsthed, og hendes kvæstelser skulle ifølge politiet ikke være livstruende. Bilen blev totalskadet.

Ifølge Naturstyrelsen er der særlig stor aktivitet hos hjortevildtet omkring april-maj og oktober-november. Hvis man er så uheldig at påkøre og såre et dyr, kan man kontakte Dyrenes Vagtcentral på telefon 1812.

Gode råd til at undgå påkørsler af vildt 

 


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien 112.